Lønomlægning
Lønomlægning er, når der indgås en aftale mellem en medarbejder og en arbejdsgiver om, at medarbejderen accepterer en lønnedgang mod at få et eller flere personalegoder stillet til rådighed. Med andre ord er lønomlægning en måde at finansiere
goderne på.
Det er vigtigt at bemærke, at selvom goderne er finansieret via lønomlægning, har goderne fortsat en skattemæssig konsekvens hos medarbejderen, medmindre godet er skattefrit.
Fordele ved lønomlægning
Arbejdsgiveren får sædvanligvis ikke yderligere udgifter ved at stille aftalte goder til rådighed for medarbejderen under forudsætning af, at udgiften til godet svarer til lønnedgangen. Samtidig får medarbejderen skatten til at finansiere en del af udgiften.
Etablering af lønomlægning
Lønomlægning er, når en arbejdsgiver og en medarbejder indgår en ny lønaftale eller et tillæg til en allerede eksisterende lønaftale. Af aftalen vil det fremgå, at arbejdsgiveren stiller et eller flere personalegoder til rådighed mod, at medarbejderen går
ned i bruttoløn.
Pensionsbidrag m.v. ved lønomlægning
Parterne kan frit aftale, at pensionsbidrag og feriepenge m.v. fortsat skal beregnes af den oprindelige bruttoløn.
Krav til lønomlægning
Efter praksis skal nedenstående krav være opfyldt i forbindelse med en aftale om lønomlægning, for at skattemyndighederne skattemæssigt anerkender ordningen:
- Aftalen skal være fremadrettet
- Aftalen skal være frivilligt indgået imellem parterne
- Lønnedgangen skal fordeles over lønperioden (aftaleperioden) – typisk 12 måneder
- Lønnedgangen skal på forhånd være fastsat til et bestemt beløb, som ikke er direkte afhængig af medarbejderens løbende forbrug af godet
- Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt være ejer af godet eller være kontraktspart og ansvarlig i forhold til leverandøren
- Arbejdsgiveren kan ikke pålægge medarbejderen øgede udgifter til godet i den periode, hvor aftalen løber
- Medarbejderen skal have mulighed for at udtræde af ordningen.
Ved specifikke spørgsmål vedrørende sammensætning af eventuelle lønpakker er du meget velkommen til at kontakte vores skatteafdeling eller din daglige revisor.
Her følger et eksempel, som illustrerer den skattebesparelse, der er ved en bruttolønsordning.
Eksempel (DKK)
| Intet gode | Uden bruttotræk |
|---|---|
| Årlig løn | 475.000 |
| Ingen lønreduktion/bruttotræk | 0 |
| Løn efter bruttotræk | 475.000 |
| Skattegrundlag | 475.000 |
| -AM-bidrag (8% af 475.000) | -38.000 |
| -Skattetræk (42% af 475.000-38.000 | -183.540 |
| Udbetaling efter skat (475.000-183.540-38.000) | 253.460 |
Eksempel (DKK)
| Skattefrit gode | Med bruttotræk |
|---|---|
| Årlig løn | 475.000 |
| -Årlig lønreduktion/bruttotræk | -5.000 |
| Løn efter bruttotræk | 470.000 |
| Skattegrundlag | 470.000 |
| -AM-bidrag (8% af 470.000) | -37.600 |
| -Skattetræk (42% af 470.000-37.600) | -181.608 |
| Udbetaling efter skat (470.000-181.608-37.600) | 250.792 |
| Mindre udbetalt (253.460-250.762) | 2.668 |
Uden bruttotræk skal medarbejderen nu afholde udgiften på DKK 5.000 og vil derefter have DKK 248.460 (DKK 253.460 – DKK 5.000) til øvrigt forbrug.
Medarbejderen, der har valgt godet via en bruttotræksordning har således DKK 2.332 mere til forbrug (DKK 250.792 – DKK 248.460).
Eksempel (DKK)
| Skattepligtigs gode - fri telefon | Med bruttotræk |
|---|---|
| Årlig løn | 475.000 |
| -Årlig lønreduktion/bruttotræk | -5.000 |
| Løn efter bruttotræk | 470,000 |
| Fri telefon | 3.500 |
| Skattegrundlag | 473.500 |
| -AM-bidrag (8% af 473.500) | -37.880 |
| -Skattetræk (42% af 473.500-37.880) | -182.960 |
| -Regulering, fri telefon | -3.500 |
| Udbetalt efter skat (473.500-37.880-182.960-3.500) | 249.160 |
| Mindre udbetalt (253.460-249.160) | 4.300 |
Godet bliver omkostningsneutralt for arbejdsgiveren at stille til rådighed for medarbejderen, samtidig med at medarbejderen opnår en skattemæssig besparelse af godets værdi (i forhold til den marginalskat, medarbejderen betaler af sin indkomst).
Medarbejderen skal betale DKK 4.300 frem for DKK 5.000, som er prisen, hvis medarbejderen selv skulle have afholdt hele udgiften.
Som nævnt tidligere er udgangspunktet, at arbejdsgiveren har den samme bruttoudgift, mens medarbejderen får dækket en del af udgiften via skatten. Det skal bemærkes, at medarbejderen kun ved skattefrie personalegoder eller goder, der beskattes lavere end markedsværdien, får en økonomisk fordel ved at indgå en aftale om lønomlægning.
Se følgende eksempel, hvor medarbejderen får betalt sit fitnessabonnement via en aftale om lønomlægning, men samtidig er skattepligtig af markedsværdien henset til, at der er tale om et skattepligtigt gode (overstiger den skattefrie bagatelgrænse på DKK 1.400).
Eksempel (DKK)
| Beskatning af fitnessabonnement – til markedsværdi | Med bruttotræk og beskatning |
|---|---|
| Årlig løn | 475.000 |
| -Årlig lønreduktion/bruttotræk | -3.500 |
| Løn efter bruttotræk | 471.500 |
| Fitnessabonnement | 3.500 |
| Skattegrundlag | 475.000 |
| -AM-bidrag (8% af 475.000) | -38.000 |
| -Skattetræk (42% af 475.000-38.000) | -183.540 |
| -Regulering, fitnessabonnement | -3.500 |
| Udbetalt efter skat (475.000-3.500-183.540-38.000) | 249.960 |
| Mindre udbetalt (253.460-249.960) | 3.500 |
Bemærk, at der ikke er en økonomisk fordel for medarbejderen ved at få finansieret et gode via bruttolønsordning, når godet beskattes til markedsværdi.
Fleksible lønpakker
Fleksible lønpakker er et værktøj for virksomhederne i kampen om at tiltrække og fastholde medarbejdere. I nedskærings- og krisetider er fleksible lønpakker også aktuelle. Muligheden for at finansiere personalegoder via en lønomlægning kan være et godt alternativ til eventuel afskaffelse af et bestemt personalegode.
Både offentligt og privatansatte kan aftale en fleksibel lønpakke med arbejdsgiveren, og det står principielt parterne frit for, hvilke goder der skal indgå i ordningen.
Er man omfattet af en (kollektiv) overenskomst, skal man være opmærksom på, at disse kan indeholde krav til minimumslønninger, som gør det umuligt for nogle personer at indgå en aftale om lønnedgang, selvom de netto vil få et større rådighedsbeløb.
Det anbefales, at der søges konkret rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af fleksible lønpakker.
Publikationen erstatter ikke rådgivning og skal alene betragtes som generel vejledning. Ved specifikke spørgsmål vedrørende sammensætning af eventuelle lønpakker er du meget velkommen til at kontakte vores skatteafdeling eller din daglige revisor.
Kontakt os