Hvad er et holdingsselskab?
Et holdingselskab er et selskab, som oftest ikke producerer selv. Holdingselskabet ejer oftest aktier eller anparter i et eller flere selskaber. Ved påbegyndelse af virksomhed ses det ofte, at etableringen af et driftsselskab suppleres af stiftelse af et holdingselskab, der ejer driftsselskabet.
Fordele ved et holdingselskab
Et holdingselskab kan være en forretningsmæssig og skattemæssig fordel. De skattemæssige fordele for et holdingselskab kan opsummeres som følgende:
- Udbytte fra driftsselskabet kan skattefrit overføres til holdingselskabet, når holdingselskabet ejer mindst 10% af driftsselskabet
- Ved salg af aktierne/anparterne vil provenuet fra salget ligeledes være skattefrit for holdingselskabet.
Holdingselskabet: En "pengetank"?
Holdingselskabet kan blive en såkaldt ”pengetank”. Beskatning af de opsamlede penge sker først, når den fysiske person, der ejer holdingselskabet, trækker pengene ud i form af udbytte eller aktiesalg/likvidationsudlodninger. Skattemæssigt vil holdingselskabet og datterselskaberne være sambeskattede (tvungen).
I praksis er der dog en række forretningsmæssige fordele ved at vælge løsningen med holdingselskaber, eksempelvis:
- Investeringen af overskudslikviditeten kan ske i holdingselskabet
- Mulighed for, at driftsselskabet kan ”slankes”
- Driften af erhvervsvirksomheden kan isoleres i driftsselskabet, mens andre sideaktiviteter kan varetages i holdingselskabet
- Mulighed for en vis risikobegrænsning.
Hvad er ulemperne ved et holdingselskab? Naturligvis medfører etablering af et holdingselskab, at der skal udarbejdes et yderligere regnskab, udarbejdes aftaler og varetages administration for selskabet.
Skat af udbytte fra holdingselskab
Når holdingselskabet ejer mindst 10% af et driftsselskab, kan udbytte overføres skattefrit fra driftsselskabet til holdingselskabet. Dette giver som nævnt mulighed for at opspare og reinvestere overskudet. Beskatning udløses først, når midlerne trækkes ud af holdingselskabet til den fysiske ejer – typisk i form af udbytte eller ved et senere salg af aktierne. Denne struktur kan derfor være en fordel, hvis du ønsker at beskytte opsparede midler mod driftsmæssige risici, styrke kapitalberedskabet eller skabe et økonomisk fundament til nye investeringer.
Beskatning når du trækker midler ud af dit holdingselskab
Når du som ejer vælger at udlodde penge fra dit holdingselskab til dig selv, beskattes udlodningen som aktieindkomst. De første 67.500 kr. af din samlede aktieindkomst beskattes med 27% (2025-satser), mens indkomst herover beskattes med 42%. For ægtefæller er grænsen det dobbelte, dvs. 135.000 kr., da et uudnyttet bundfradrag automatisk overføres mellem ægtefæller.
Beskatningen sker altså først på det tidspunkt, hvor midlerne udbetales til dig personligt, hvilket giver mulighed for at planlægge udlodningerne strategisk – f.eks. ved at udnytte bundfradrag eller udskyde udlodninger til år med lavere samlet aktieindkomst. Strukturen giver dermed fleksibilitet og mulighed for likviditetsoptimering.
Vi hjælper gerne
Ved en fornuftig planlægning vil omkostningerne dog være begrænsede og på sigt være en god investering i fremtiden - for at øge værdien af driftsselskabet og det løbende afkast heraf.
Vi yder gerne en nærmere gennemgang af fordelene ved et holdingselskab, herunder hvorledes selskabet nemmest etableres i praksis, og hvilke aftaler der skal udarbejdes m.v.
