Vækst i en kompleks verden kræver mod til at vælge både til og fra
At skabe vækst er en præstation i sig selv. Men måske er det særligt bemærkelsesværdigt i disse år. For det er ikke blevet mere enkelt at drive virksomhed.
Geopolitisk uro, AI, ændrede kundebehov, mangel på kompetencer og nye krav til blandt andet digitalisering, bæredygtighed og dokumentation flytter løbende rammerne.
Virkeligheden i morgen kræver ikke nødvendigvis de samme beslutninger som virkeligheden i dag.
Alligevel er der virksomheder, som ikke bare formår at stå imod, men at udvikle sig og skabe markant vækst år efter år.
Det er dét, der gør gazellerne interessante. Ikke alene deres væksttal, men den virksomhed og de beslutninger, der ligger bag dem.
BLOGGEN
Beierholm
Ina Dam - Direktør, Rådgivning
Evnen til at prioritere kan være en konkurrencekraft i sig selv. Særligt for mindre og mellemstore virksomheder...
Der findes ikke én opskrift på vækst
Noget af det, jeg hvert år finder mest interessant ved Gazellerne, er deres forskellighed. Nogle er unge virksomheder, andre er etablerede. Nogle er lokale, andre internationale. Nogle vokser gennem nye produkter og markeder, andre gennem specialisering, effektivisering eller opkøb.
Fælles for dem er ikke en bestemt forretningsmodel eller strategi. Fælles er handlekraft og omstillingsevne.
For at blive Børsen Gazelle skal en virksomhed blandt andet kunne dokumentere kontinuerlig vækst og som minimum 100 procent fremgang over en fireårig periode. Det kræver mere end en god idé.
Det handler om at se muligheder. Men lige så meget om at vælge til og fra. Hvilke kunder vil vi være relevante for? Hvilke investeringer skal vi prioritere? Hvad skal vi selv være gode til, og hvor skal vi hente kompetencer udefra? Hvad skal vi sige ja til, og måske endnu vigtigere: Hvad skal vi sige nej til? Evnen til at prioritere kan være en konkurrencekraft i sig selv. Særligt for mindre og mellemstore virksomheder, hvor kapital, tid og ledelseskraft ikke er ubegrænset.
Kompleksiteten vokser med forretningen
Samtidig er der det med vækst, at der ofte følger nye udfordringer med. For når virksomheden vokser, vokser kompleksiteten også.
Flere medarbejdere stiller nye krav til organisation og ledelse. Flere kunder kan stille nye krav til processer, systemer og kapacitet. Internationalisering kan rejse nye spørgsmål om skat, jura og risici. Nye investorer, långivere eller samarbejdspartnere kan øge kravene til rapportering, governance og dokumentation.
Og pludselig, en dag, er det, der bragte virksomheden til ét vækststadie, ikke nødvendigvis det, der skal bringe den videre.
Derfor handler skalering ikke bare om mere. Flere kunder, mere omsætning og flere medarbejdere. Det handler i høj grad også om at bygge en virksomhed, der er rustet til næste udviklingstrin.
Vi springer med Gazellerne
Som samarbejdspartner på Børsen Gazelle er Beierholm hvert år med til at fejre og sætte fokus på de danske vækstvirksomheder. I år har 2.704 virksomheder klaret cuttet og kan nu kalde sig Gazelle-virksomhed 2026.
Læs mere om Børsen Gazelle her og om Beierholm og Gazellerne her.
Helheden bliver vigtigere
Det ser vi dagligt i vores sparring med mindre og mellemstore virksomheder. Problemstillinger, der kan behandles hver for sig på papiret, hænger ofte uløseligt sammen i virkeligheden. En investering påvirker finansieringen. En international satsning kan påvirke skat og organisation. Ny teknologi, og AI i særdeleshed, påvirker både kompetencebehov, processer og cybersikkerhed.
Derfor bliver evnen til at se hele virksomheden vigtigere, jo længere ud på vækstrejsen en virksomhed bevæger sig.
Effektivitet alene er ikke nok som målestok for en veldrevet virksomhed. Det er væsentligt, men virksomheder skal i stigende grad kunne balancere effektivitet med robusthed.
For hvad sker der, hvis en vigtig leverandør falder fra? Hvis et eksportmarked pludselig ændrer karakter? Hvis virksomheden rammes af et cyberangreb? Hvis AI eller anden ny teknologi ændrer konkurrencesituationen? Eller hvis den kompetence, virksomheden får brug for om to år, ikke findes i organisationen i dag?
Som virksomhed kan du ikke gardere dig mod det hele, men du bør sikre, at handlekraft og omstillingsevne er en del af forretningsmodellen. I en uforudsigelig verden er det vigtigt, at omstillingsparathed ikke blot bliver et forsvar mod forandring, men en forudsætning for at udnytte den.
Gazellerne fortjener spotlightet
Når årets gazellevirksomheder kåres rundt om i landet, er der god grund til at fejre resultaterne. Men der er mindst lige så god grund til at interessere sig for det, der ligger bag tallene.
Modet til at investere. Evnen til at prioritere. Viljen til at professionalisere virksomheden undervejs. Og ikke mindst evnen til at reagere, når forudsætningerne ændrer sig.
For hvis de senere års omskiftelige virkelighed har lært os noget, er det måske netop, at en stærk vækstvirksomhed ikke alene er god til at vokse. Den er god til at bevæge sig uden at miste retningen.
Og det synes jeg gør Gazellerne både værd at fejre og værd at lære af.