Kvalitet og tempo er ikke modsætninger i rekruttering
Når en stilling skal besættes, er det naturligt at ville være sikker. En forkert ansættelse er dyr, og derfor lægger virksomheden ekstra samtaler, tests og godkendelser ind i processen. Men hver ekstra runde har også en pris.
Mens I overvejer, overvejer kandidaten også. De mest efterspurgte kandidater har sjældent kun én proces i gang. Pointen er ikke, at grundighed er forkert. Pointen er, at grundighed og tempo ikke er hinandens modsætninger.
De bedste kandidater venter ikke
Det er typisk de stærkeste profiler, der har flest muligheder. De er ofte i job, bliver kontaktet af andre virksomheder og kan selv vælge, hvor de vil hen. For dem er rekrutteringsprocessen en del af beslutningsgrundlaget.
En lang proces med lange pauser mellem samtalerne sender et signal. Den fortæller kandidaten noget om, hvordan virksomheden træffer beslutninger i hverdagen.
Jeres bedste kandidat smutter typisk efter det tredje overflødige interview. Ikke fordi stillingen er forkert, men fordi en anden virksomhed nåede at sige ja først. Ved I ikke, om det er et ja efter tre samtaler, er svaret som regel nej.
Hvorfor trækker processen ud?
Lange processer opstår sjældent med vilje. De vokser, når flere skal godkende, når kalendere ikke passer sammen, eller når der mangler enighed om, hvad stillingen egentlig kræver. Resultatet er en proces, der føles som bureaukrati frem for fremdrift.
- Den tvivl, man forsøger at fjerne med ekstra runder, handler ofte om noget andet. Det kan være uklare krav til stillingen eller beslutningstagere, der ikke har været med fra start. Det løser en fjerde samtale ikke, siger Thomas Birk, seniorkonsulent i Beierholm Rekruttering.
Grundighed handler om struktur, ikke antal samtaler
Kvalitet i rekruttering kommer af en gennemtænkt proces, ikke af mange møder. Det arbejde starter, før stillingsopslaget er skrevet. Når I på forhånd er enige om, hvilke kompetencer der er afgørende, og hvem der træffer beslutningen, kan hver samtale bruges målrettet.
En struktureret proces kan sagtens rumme både faglig samtale, case, test og personprofil. Forskellen er, at hvert element har sit eget formål og afdækker noget nyt. Personprofiler kan for eksempel give indsigt i motivation, arbejdsstil og samarbejde, så samtalerne kan gå i dybden med det, der faktisk er usikkert.
Vi oplever ofte, at virksomheden ikke mangler flere samtaler, men en fælles forståelse af, hvad de leder efter. Når den er på plads, bliver processen både hurtigere og mere præcis.
Sådan korter I processen uden at gå på kompromis
En kortere proces kræver ikke, at I springer noget over. Den kræver, at I planlægger den bedre.
Bliv enige om de vigtigste krav, og om hvem der har det sidste ord. Det fjerner de fleste ekstra runder, før de opstår.
Fordel temaerne, så første samtale handler om motivation og erfaring og den næste om faglighed eller en konkret case. Stop med at stille de samme spørgsmål igen.
Når de vigtige personer er med i samme rum, undgår I, at en ny person skal ind over sent i forløbet.
Giv kandidaten svar inden for en aftalt frist, også når svaret er nej. Tempo er en af jeres stærkeste konkurrencefordele.
Respekt for tid er god employer branding
Kandidatens oplevelse af processen former billedet af jer som arbejdsplads. Hurtige svar, klar kommunikation og samtaler med et tydeligt formål viser, at I tager kandidatens tid alvorligt. Det viser også, at I kan træffe beslutninger.
Det gælder ikke kun den kandidat, I ender med at ansætte. De kandidater, der får et nej, fortæller også videre om deres oplevelse. En god proces kan derfor styrke jeres omdømme, selv når ansættelsen går til en anden.
- Respekt for kandidatens tid er den bedste employer branding, man kan give. Det handler ikke om at skynde sig, men om at have en plan og holde den, siger Thomas Birk.
Spørgsmålet er derfor værd at stille i jeres egen organisation: Hvor mange runder kører I, og er de alle sammen nødvendige?
Hvor effektiv er jeres rekrutteringsproces?
Hvis en rekruttering trækker ud, er løsningen ikke nødvendigvis flere samtaler eller flere vurderinger. Nogle gange handler det om at gøre processen skarpere fra starten. Beierholm Rekruttering hjælper med at skabe struktur og fremdrift gennem hele rekrutteringen, fra den første behovsafklaring til den endelige kandidat og opstart.
Har I en rekruttering på vej?
Tag fat i os, og lad os tage en snak om, hvordan I kommer effektivt og grundigt i mål.