Momsfradrag når du leaser en hvidpladebil

Mange bogholdere ved godt, at man ikke kan fradrage momsen ved køb og drift af personbiler og andre køretøjer på hvide nummerplader. Men vi oplever stadig, at der også er mange, som ikke ved, at der i et vist omfang er momsfradrag på leje/leasing af hvidpladebiler.

Personmotorkøretøjer

Reglen for momsfradrag ved leasing af personmotorkøretøjer, som må transportere indtil ni personer, omfatter både motorcykler, personbiler, autocampere og lufthavnsbiler. Det mest almindelige køretøj, som indkøbes til brug i virksomhederne, er naturligvis den klassiske hvidpladebil, der kan anvendes til transport af 3-4 personer ud over føreren. 

Normalt ingen momsfradrag

Som tidligere nævnt er hovedreglen i momsloven, at der slet ikke kan fratrækkes nogen del af momsen ved køb eller anskaffelse af personmotorkøretøjer på hvide nummerplader.

Bemærk i den forbindelse, at driftsomkostningsbegrebet også rummer f.eks. færgebilletter, brobilletter, leje af p-pladser, udgifter relateret til medarbejdernes private biler (f.eks. opførelse af p-pladser samt anskaffelse, drift og vedligeholdelse af ladestandere, som bruges til personmotorkøretøjer). Der er derfor ikke momsfradrag på de førnævnte omkostninger.

Momsfradrag ved leasing

I Danmark har det gennem flere år været sådan, at over halvdelen af de nye biler på vejene var leasede. Dette skyldes sandsynligvis, at vi i Danmark allerede i 1998 i momsloven indførte en særligt leasingfremmende foranstaltning. 

Vi har nemlig en begrænset momsfradragsret til virksomheder, der lejer eller leaser personmotorkøretøjer. 

Betingelserne er, at de enkelte køretøjer skal lejes for et tidsrum af mindst seks måneder i sammenhæng, ligesom det er en betingelse, at mindst 10 procent af køretøjets samlede funktion anvendes til aktiviteter, som giver anledning til momsfradragsret.

Det vil sige, at virksomheden kan opnå det særlige momsfradrag for leasing af hvidpladebiler, selvom køretøjet også anvendes delvist til private formål, eller hvis arbejdsgiver og lønmodtager indgår hver sin lejeaftale om samme bil.

Beierholm Personbiler hvidpladebiler skatte- moms- og afgiftsregler

Særlig beregning af momsfradrag

Når man leaser en personbil, er der normalt et større engangsbeløb plus moms til betaling. Der er som udgangspunkt ikke momsfradragsret for denne førstegangsydelse. Der er imidlertid momsfradrag efter et særligt grundlag på de efterfølgende leasingydelser.

Momsfradragsretten på leasingydelsen beregnes som en procentdel af den registreringsafgift, der er betalt ved indregistrering af bilen. Eftersom det typisk kun er udlejer, der kender størrelsen af den betalte registreringsafgift på det konkrete køretøj, har man indført en regel om, at udlejeren skal give lejeren de oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af det månedlige fradragsbeløb. Typisk er det sådan, at udlejeren på hver leasing-faktura oplyser størrelsen af momsfradraget.

Da momsfradraget beregnes på baggrund af registreringsafgiften, er der typisk kun et meget lille eller intet momsfradrag ved leasing af elbiler på hvide nummerplader.

Bemærk, at der ikke er momsfradragsret for nogen del af momsen af eventuelle efterbetalinger til leasingselskabet ved kontraktens ophør.

Har du spørgsmål?

Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål til lovlig anvendelse af dit køretøj, kan du kontakte din daglige revisor eller Beierholms afdeling for Skat & Jura.