Momsfradrag for specialindrettede køretøjer på gule plader
I denne artikel behandler vi reglerne for momsfradrag på specialindrettede køretøjer med gul nummerplade.
Et specialindrettet køretøj
Det er vigtigt, om dit gulpladekøretøj kan anses for at være specialindrettet, fordi du som fører af køretøjet, har adgang til lidt mere fri anvendelse af vognen, end det du og din virksomhed ellers må.
Normalt er det sådan med gulpladevogne, at de i udgangspunktet slet ikke må anvendes privat (f.eks. kørsel hjem/arbejde, kørsel efter frokost, kørsel med personer, der ikke er ansat i virksomheden). Normalt – afhængigt af situationen – kan du og virksomheden blive efteropkrævet registreringsafgift, privatbenyttelsesafgift, moms og eventuel beskatning, renter og bøder, hvis køretøjet anvendes privat.
Definitionen af specialindrettet
Skattestyrelsen har tilbage i 2008 (SKM2008.354.SKAT) udgivet en meddelelse med både beskrivelse og billeder af, hvilke vogne under 3 ton, man anser for at være specialindrettede. Disse regler gælder også mellem 3 og 4 ton jf. SKM2009.177.SKAT.
Kernen i reglerne om specialindrettede gulpladevogne er, at man gerne vil begunstige forskellige typer håndværkere med en lidt mere fri og fleksibel anvendelse.
Et specialindrettet køretøj på gule nummerplader er derfor en mere eller mindre beskidt kassevogn, som ikke har vinduer i varerummet, hvor varerummet er fyldt op med fastmonterede reoler med udstyr, som skal anvendes under udførelsen af det pågældende arbejde.
En mere fri anvendelse
Følgende anses ikke for at være privat anvendelse (hverken efter moms- eller skattereglerne), forudsat man kører i et specialindrettet køretøj:
Kørsel mellem hjem og arbejde – uden at overholde regler for kørsel under vagtordninger eller for kørsel mellem skiftende arbejdssteder (60-dages reglen).
Beordret afhentning og opsamling af kolleger.
Kørsel til spisning eller afhentning af mad i arbejdstiden.
Undtagelsesvis kørsel mellem hjem og arbejde op til 25 gange om året, når bilen den efterfølgende dag skal anvendes erhvervsmæssigt, f.eks. til kørsel til et møde, et kursussted eller en lufthavn med henblik på videretransport til møde mv. Det gælder også kørsel mellem hjem og arbejde op til 25 gange om året, dagen efter bilen har været anvendt erhvervsmæssigt. I dette eksempel tæller kørslen to gange.
I tilknytning til kørsel mellem hjem og arbejde kan der foretages svinkeærinder på op til 1.000 km om året, f.eks. aflevere/hente børn eller handle privat. Små svinkeærinder, der ikke afviger mere end højst et par hundrede meter fra den erhvervsbetingede kørselsrute, medregnes ikke til de 1.000 km om året.
Som det ses, er det en meget mere fri anvendelse af køretøjet, som er tilladt, hvis man har brug for og faktisk kører i en specialindrettet gulpladevogn.
Den helt store fleksibilitet opstår ved, at man må anvende vognen til svinkeærinder i 1.000 km om året – man skal blot huske, at man selv skal løfte bevisbyrden for, at man ikke har overskredet kilometergrænsen – dvs. i praksis, at der skal føres en form for kørebog over svinkeærinderne.
Hvis kørslen i et specialindrettet køretøj, jf. ovenstående, er lovlig, er der ingen konsekvenser for momsfradragsretten eller nogen risiko for at blive beskattet af fri bil til rådighed, når du bliver standset af politiet.
Uretmæssig anvendelse
Man må ikke anvende specialindrettede køretøjer til kørsel til sommerhus eller kolonihavehus, medmindre man hos postvæsenet, f.eks. i sommermånederne, har flyttet sin faste bopæl dertil.
Man må heller ikke foretage flytninger af privat gods i et specialindrettet køretøj, ligesom man heller ikke må tage på musikfestival eller tage en indkøbstur på den anden side af grænsen eller tage på ferie i køretøjet eller andet lignende.
Alle ovenstående situationer kan dog løses ved at købe et eller flere såkaldte dagsbeviser til vognen – mere herom i en anden artikel.
Har du spørgsmål?
Det kan være vanskeligt at begå sig i de mange forskellige regler om lovlig anvendelse af køretøjer med gule nummerplader. Har du brug for hjælp, kan du kontakte din daglige revisor eller Beierholms afdeling for Skat & Jura.