Ny praksis for skønsmæssig opgørelse af energiforbrug

Det indebærer praksisændringen

Virksomheder kan ikke få godtgjort afgifter af energiforbrug, der bruges i tilknyttede private boliger. Hvis forbruget af el, vand og varme ikke er målt, skal det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug fastsættes skønsmæssigt. Udgangspunktet for skønnet er Skattestyrelsens retningslinjer for vejledende mindstesatser.

Det har i nylige sager ved Landsskatteretten vist sig, at disse skøn – de vejledende mindstesatser – i nogle tilfælde er åbenbart urimelige, sådan at virksomheden har fået henført for lidt til virksomhedsdriften, og dermed også for meget til den private del.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der bruges en varmepumpe til opvarmning af boligen og vand. Landsskatteren finder, at man så skal tage hensyn til varmepumpens COP-værdi ved skønnet. Det vil sige, at elforbruget til opvarmningen kan reduceres med varmepumpens effektfaktor. 

Hvis der er udarbejdet en energimærkningsrapport, kan den også bruges til opgørelse af skønnet. I en sag udtaler Landsskatteretten, at energimærket konkret var udtryk for et mere korrekt skøn over varmeforbruget end mindstesatserne

På baggrund af sagerne i Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsen derfor praksis for brug af de vejledende mindstesatser.

Det er derfor muligt med tilbagevirkende kraft at få genoptaget tidligere foretagne skøn. For virksomheder vedrører det fradraget for moms og godtgørelsen af energiafgifter. Ændringen har også betydning for virksomhedsejernes private indkomstopgørelse.

Elafgift

Bør man bruge tid på det?

For at give en indikation på, om det kan betale sig at bruge tid på det, har vi lavet et beregningseksempel for år 2025.

Forudsætninger:

Den private bolig er på 200 m2. Der bruges elvarmepumpe med en COP-værdi på 4 til opvarmning af bolig og vand.

 

Skøn/udgift i virksomheden

Efter hidtidig praksis – afgifter og moms 17.600 kr.

Efter ny praksis – afgifter og moms 4.400 kr.

Besparelse 13.200 kr.

 

Hertil kommer besparelse/nedsættelse af den private indkomstopgørelse.

Bemærk, at det er en indikation på den årlige besparelse bagudrettet - måske helt tilbage til år 2016 (se nedenfor om genoptagelse). Fremadrettet vil besparelsen være mindre, da elafgiften er reduceret kraftigt – foreløbigt for 2026 og 2027.

 

Genoptagelsetidsfrister

Da Skattestyrelsens praksis er underkendt ved afgørelse i Landsskatteretten, kan der ske ekstraordinær genoptagelse. 

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal være modtaget af Skattestyrelsen senest 14. maj 2026.

Den ekstraordinære genoptagelse for moms og afgifter kan ske fra 1. januar 2016.

Den ekstraordinære genoptagelse af indkomstopgørelsen kan ske fra og med indkomståret 2017.

Efter 14. maj 2026 kan der ske genoptagelse af tidligere indkomst- og afgiftsperiode efter de almindelige ordinære fristregler.

Vi kan hjælpe

Har du brug for en vurdering af, om det er relevant for dig og din virksomhed at ansøge om genoptagelse, så kontakt din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling