Ny skattereform: Skattelettelser for personer og virksomheder

Lavere skat for både personer og virksomheder

Mellemskatten afskaffes fra 2029, mens toptopskatten afskaffes fra 2028. Det vil reducere marginalskatten for de personer, som ellers ville være omfattet af skatterne.

Selskabsskatten sænkes gradvist til 19 pct. fra 2029. Den foreløbige virksomhedsskat under virksomhedsordningen reduceres tilsvarende. Den finansielle sektor bliver efter aftalen ikke omfattet af nedsættelsen.

 

Indfasning af skatteændringerne

Skat202720282029 og frem
Mellemskat7,5 pct. over 673.900 kr.7,5 pct. over 780.900 kr.Afskaffes
Toptopskat5 pct. over 2.668.200 kr.AfskaffesAfskaffes
Selskabsskat21,5 pct.20 pct.19 pct.
Beierholm-Lovkataloget-2026-27.jpg

Finansiering af skattelettelserne

Selvom reformen indeholder betydelige skattelettelser, skal en del af regningen findes andre steder. En væsentlig del af finansieringen findes gennem en sanering af erhvervsstøtten. Fra 2028 indebærer nedskæringerne blandt andet en række ændringer for virksomheder.

Det indebærer blandt andet, at merfradraget for selskabers udgifter til forskning og udvikling afskaffes. Samtidig indføres en væsentlig ændring for selskaber med skattemæssige underskud: Fremover vil underskud som udgangspunkt højst kunne fremføres i 15 år, hvorefter de bortfalder.

Mange virksomheder rammes desuden af en likviditetsmæssig ændring, idet virksomheder med en årlig omsætning over 50 mio. kr. får forkortet betalingsfristen for moms til 20 dage.

 

Ny model for hovedaktionærer

For ejerledere er der særlig grund til at følge den videre udmøntning af reformen. Afskaffelsen af toptopskatten skal finansieres gennem en ny beskatningsmodel for hovedaktionærer.

Formålet er ifølge aftalen at bringe hovedaktionærers samlede marginalbeskatning tættere på marginalskatten for topskatteydere. Hvordan modellen konkret skal udformes, fremgår endnu ikke af aftalen. Det er derfor på nuværende tidspunkt heller ikke muligt at vurdere den samlede effekt for den enkelte hovedaktionær.

 

Hvad sker der nu?

Der er tale om en politisk aftale, som efterfølgende skal udmøntes i konkrete lovforslag. De kommende lovforslag bliver derfor afgørende for, hvordan de enkelte elementer kommer til at fungere i praksis.

Beierholm følger udviklingen og vil løbende orientere om de nye regler og deres betydning for virksomheder, virksomhedsejere og hovedaktionærer.

Vi kan hjælpe

Har du brug for hjælp, eller har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte din daglige revisor eller Beierholms afdeling for Skat & Jura.