Renter på skattekontoen ændres

Renteberegningen ændrer sig

Indtil 31. december 2025 blev renter på skattekontoen beregnet efter saldometoden. Det betød, at renter løbende blev tillagt saldoen og herefter indgik i grundlaget for beregning af nye renter. I praksis medførte det en rente-på-rente-effekt.

Fra 1. januar 2026 beregnes renter derimod som simpel rente, hvor renten alene beregnes af det oprindelige krav og ikke af tidligere tilskrevne renter. Ændringen gælder for alle fremtidige renteperioder fra denne dato.

Hvad er formålet med ændring af opgørelsesmetoden?

Når rente-på-rente-effekten fjernes, vil den faktiske belastning af virksomhedernes restancer blive lavere, hvis den nominelle rentesats forbliver uændret. For at fastholde det omtrent samme renteniveau er den årlige rentesats derfor blevet justeret.

Formålet med ændringen er samtidig at gøre det lettere for virksomhederne selv at beregne og kontrollere de renter, der bliver opkrævet på skattekontoen.

 

Hvad er rentesatsen for 2026?

I forbindelse med overgangen til simpel rente er den effektive årlige rente forhøjet marginalt fra 11,35 % p.a. til 11,40 % p.a.

Virksomhederne skal derfor være opmærksomme på, at ændringen ikke nødvendigvis medfører lavere renter, men derimod en anden metode til beregningen af renterne.

Beierholm-Skat-og-Jura-lommeregner

Korrektioner på skattekontoen

For korrektioner, der vedrører perioder både før og efter 1. januar 2026, kan der forekomme forskellige renteberegninger. For perioder frem til og med 2025 beregnes renter efter de tidligere regler, mens renter for perioder fra 2026 beregnes efter de nye regler med simpel rente.

Hvis en virksomhed f.eks. i juni 2026 indberetter en efterangivelse vedrørende en momsperiode i 2025, vil renteberegningen typisk skulle opdeles tidsmæssigt:

  • Renter for perioden frem til 31. december 2025 beregnes efter de gamle regler (saldometoden)
  • Renter for perioden fra 1. januar 2026 og frem til betalingstidspunktet beregnes efter de nye regler (simpel rente).

 

Vores anbefaling

Virksomheder bør gennemgå deres udeståender på skattekontoen og være opmærksomme på, hvordan de nye regler påvirker beregningen af renter ved efterangivelser, korrektioner og øvrige skyldige beløb. Særligt ved større reguleringer kan det være relevant at forstå, hvordan renterne bliver opgjort både efter de gamle og nye regler.

Vi kan hjælpe

Har I spørgsmål til de nye regler for renter på skattekontoen, eller ønsker I hjælp til at vurdere konsekvenserne for jeres virksomhed, kan I kontakte kontakte jeres daglige revisor eller Skat & Jura.