De kedelige obligationer er blevet interessante igen

For få år siden var interessen for obligationer svær at få frem hos en investor. Renterne var lave, og aktierne løb oftest med opmærksomheden. Det gør aktierne sådan set stadig, men billedet ser alligevel anderledes ud i dag.

På de korte og mest sikre obligationer kan du aktuelt få omkring ca. 2,5 pct. i rente, og vil du tage lidt mere risiko er 5-6 pct. bestemt også muligt. Det gør igen obligationer relevante som supplement til aktier, fordi de både kan levere et fornuftigt løbende afkast og fordi de kan dæmpe udsvingene i en portefølje.

Det er særligt interessant for investorer, der ønsker at sikre sig bedst muligt mod store kursudsving, eller som har en kortere investeringshorisont.

Mere rente har en pris

De 2,5 pct. på de mest sikre obligationer kan betragtes som et udgangspunkt. Herfra kan du som obligationsinvestor jagte yderligere afkast, ved at påtage dig forskellige former for risiko. I denne jagt er det afgørende at forstå, hvad du risikerer – og hvad det kan give til gengæld.

En mulighed er at tage renterisiko, ved at binde renten i længere tid. Går du eksempelvis fra helt korte realkreditobligationer til tre eller fem års løbetid, kan renten aktuelt nærme sig 3,5 pct. Til gengæld risikerer du at være bundet til den rente, hvis markedsrenterne efterfølgende stiger.

Gå du endnu længere ud i tid, eksempelvis 30 år, kan du opnå en rente på omkring 5 pct. Her begynder der at være væsentlige udsving. Vi så kursen på denne type obligationer falde med ca. 20 pct., da renten steg sidst.  

Her bringes også en anden risiko i spil - udtrækningsrisikoen. I perioder, hvor renterne falder, vil obligationskurserne stige, men på lange realkreditobligationer kan boligejerne bag obligationerne benytte muligheden for at indfri deres lån til kurs 100. Den højere rente er altså ikke sikret i 30 år. Derfor er den effektive rente også højere på obligationer, der er tæt på kurs 100, da du som investor får betaling for den ulempe.

 

Hvem låner du penge til?

En anden vej til merafkast er kreditrisiko. I praksis ofte via virksomhedsobligationer. Her kan renten være lidt eller meget højere afhængigt af hvor god en betaler, der står i den anden ende. Du får en såkaldt kreditpræmie, som betaling for den risiko, der er, for at virksomheden kan få problemer med at tilbagebetale sin gæld.

Et solidt selskab giver måske blot 0,5 pct. i ekstra rente, mens mindre kreditværdige virksomheder kan give 7-10 ekstra procentpoint. Men det er også på de højest forrentede obligationer, det oftest går galt. Og hvis selskabet går i rekonstruktion, kan du altså miste 100 pct., og så bliver det pludseligt lige meget, at renten var højere til at starte med.

Som investor skal du være opmærksom på denne sammenhæng, selvom den er meget enkel. Jo højere rente, desto vigtigere er det at forstå, hvorfor den er højere. Det er også på denne type obligationer, at det er vigtigt med spredning. Så de obligationer, der går godt, kan være med til at betale for tabet på de obligationer, hvor låntager ender med ikke at kunne betale tilbage.

Gøres det rigtigt, kan obligationer både bidrage med afkast og fungere som modvægt, når aktiemarkederne slår sig...

Beierholm Finansiel Rådgivning

Valutarisiko

En tredje mulighed er udenlandske obligationer. Amerikanske obligationer kan eksempelvis give en højere rente end danske, men her følger der en valutarisiko med. En bevægelse i dollarkursen kan således påvirke dit samlede afkast. Igen kan der være stor forskel på hvor meget risiko, og dermed renten. 

Nogle investorer kan måske huske, da det var populært at investere i tyrkiske obligationer, fordi renten var væsentligt højere. Men på trods af en rente på 15-20 pct., så tabte mange investorer penge, fordi den tyrkiske Lira samtidig devaluerede voldsomt. Så her kan der bestemt være både et rente-, kredit- og valutaelement i investeringen.

 

Glæd dig over de kedelige procenter

Med den ekstra merrente, uanset hvor du jagter den, kommer altså også en ekstra risiko. Derfor er der også grund til at glæde sig over, at selv de mere ”kedelige” obligationer igen giver en reel rente. 

Vælger du at påtage dig mere risiko på obligationerne, er det vigtigt at kigge på hvilken risiko og hvordan den virker sammen med resten af din formue. Har du mange aktier, vil det ikke gavne din portefølje meget at inkludere virksomhedsobligationer med høj kreditrisiko, da de i høj grad påvirkes af de samme ting som aktierne. Er du tungt eksponeret mod ejendomme, giver lange obligationer ikke meget mening, da de ligesom ejendomme er meget rentefølsomme og med samme fortegn. Har du mange amerikanske aktier, er du allerede eksponeret meget mod USD og skal derfor tænke ekstra over USD eksponeringen på dine obligationer. 

Som sagt – porteføljen og formuen skal ses som en helhed. Og efter perioder med stærke aktieafkast, er det værd at genbesøge din portefølje med fokus på, om du har den rette balance i din risikospredning. Hvis det gøres rigtigt, så kan obligationer både bidrage med afkast og fungere som modvægt, når aktiemarkederne slår sig.

Vil du have mere end basisrenten, findes muligheden altså. Men husk blot på, at når du tilbydes en højere rente, bør det første spørgsmål være, hvilken risiko du bliver betalt for at tage – og ikke kun, hvor meget mere du kan tjene.

Vi hjælper også gerne dig

Har du spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.

Vi indleder altid gerne med en afklaring af dine ønsker og behov samt hvilken værdi, vores rådgivning kan tilføre dig og din økonomi.

Kontakt os for en uforpligtende snak
It rådgivning