Beierholm offentliggør ny ESG-rapport: ”Vi skaber den største forskel gennem vores kunder”
Revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm har offentliggjort sin seneste ESG-rapport. Mens de store produktionsgiganters klimaaftryk ofte er i fokus for bæredygtighedsdiskussionen, er det dog ikke det store CO2-aftryk, som fylder i Beierholms bæredygtighedsarbejde.
- Vi er ikke en af de store produktionsvirksomheder, der typisk dominerer samtalen om ESG og klimaudfordringer. Vores fokus er derimod på at være bedst til mennesker – både når det gælder vores kunder og medarbejdere, siger adm. direktør i Beierholm Søren V. Pedersen og uddyber:
- Da medarbejderne er Beierholms vigtigste ressourcer, fylder det sociale område selvsagt meget i arbejdet med ESG. Branchen er meget krævende, hvilket kan udfordre balancen mellem privat- og arbejdsliv. Som følge deraf lancerede vi sidste år ’Et liv i balance’, som har fokus på at give medarbejderne fleksible rammer og muligheder.
Bæredygtighedsarbejdet er dog ikke begrænset til interne initiativer. Derimod ligger den største mulighed for at skabe positiv indvirkning indenfor ESG hos virksomhedens kunder, hvor Beierholm gennem rådgivning kan gøre en markant forskel.
- Beierholm er Danmarks største revisions- og rådgivningsvirksomhed målt på antal kunder, og det betyder, at vi har en stor berøringsflade med cirka 60.000 kunder, vi kan hjælpe med bæredygtig transformation og rapportering, fortæller Søren V. Pedersen – og tilføjer:
- Vores rådgivning rækker altså langt ud over vores egne vægge, og vi har en enestående mulighed for at påvirke bæredygtighedsindsatsen i danske virksomheder på en positiv måde.
I kundeporteføljen fylder primært mindre og mellemstore virksomheder meget, og netop disse virksomheder har ofte ikke ressourcerne til at håndtere bæredygtighedsrapportering alene. Her kan Beierholm Bæredygtighed, som er en kunderettet rådgivningsservice, hjælpe virksomhederne godt i gang med den grønne omstilling.
- Mange mindre og mellemstore virksomheder har ikke de samme ressourcer som de store virksomheder, til at navigere i de til stadighed mere komplekse ESG-krav. Her kan vi virkelig gøre en forskel ved at hjælpe dem med at forstå og implementere disse krav på en måde, der giver mening for deres forretning, lyder det fra chef for Beierholm Bæredygtighed, Palle Moldrup.
Han ser et stigende behov for rådgivning hos de mindre og mellemstore virksomheder, som ikke i første bølge rammes direkte af nye krav og ny lovning, men som for at bevare konkurrencekraft overfor deres kunder og medarbejdere, ofte alligevel vil være nødsaget til at forholde sig denne nye virkelighed.
- Uanset om baggrunden er krav eller konkurrencekraft, er det positivt at fokus på ESG og bæredygtig forretningsudvikling er stigende. Vi ser det derfor som en vigtig opgave at hjælpe virksomhederne godt i gang, og vores egen ESG-rapport viser også, at det netop er her, vi selv har mulighed for at gøre den største indsats, lyder det afsluttende fra Palle Moldrup.
Om Beierholm
Efter en årrække med stor ekspansion er Beierholm med ca. 1.900 medarbejdere fordelt på mere end 40 kontorer over hele landet i dag en af Danmarks førende revisions- og rådgivningsvirksomheder. Med afsæt i centrale kompetencecentre og lokale afdelinger har Beierholm fokus på at servicere mindre og mellemstore virksomheder i hele Danmark. Beierholm har de seneste 12 år ligget i top fem blandt Danmarks bedste arbejdspladser med over 500 ansatte®.
For yderligere oplysninger
-
Adm. direktør Søren V. Pedersen, Beierholm.
E-mail svp@beierholm.dk – Telefon 98 18 72 00. Mobil 51 26 06 31. -
Bæredygtighedschef, Palle Moldrup, Beierholm.
E-mail pamt@beierholm.dk – Telefon 96 34 79 12 -
Kommunikations- & marketingchef Uffe Thaarup, Beierholm.
E-mail uth@beierholm.dk – Telefon 98 18 72 00. Mobil 20 80 28 41.