Sådan integrerer du bæredygtighed i forretningen
Nogle virksomheder bliver tvunget ud i det, fordi de bliver pålagt det af deres kunder, mens andre ser det som en mulighed for at udvikle forretningen og differentiere sig i markedet.
Fælles for dem alle er det store spørgsmål om, hvordan man kommer i gang.
5 trin til en grønnere omstilling
Vil du også fremtidssikre din forretning? Så er det nu, du skal i gang. Og det er faktisk ikke så svært. Med 5 enkle trin kommer du godt i gang med at skabe en bæredygtig forretning.
- Kortlægning af værdikæden
- Dataindsamling og behandling
- Målsætninger og ambitioner
- Handlingsplan
- Bæredygtighedsrapport.
Her er vejen til en grønnere forretning for SMV’erne
Trin 1
Lav en screening af din virksomhed
For at få et retvisende billede af, hvor det er vigtigt at sætte ind, er det en fordel at lave en screening af virksomheden. Det vil sige at skabe et overblik over blandt andet råvareforbrug, energiforbrug, CO2 -udledning, etc. Det handler om at få styr på værdikæden og den miljøpåvirkning der er i alle led af kæden.
Hvis du fremstiller produkter, kan du se på, hvor råvarerne kommer fra, hvor produktionen ligger, hvordan og hvem der producerer, hvor meget transport, det kræver, hvordan produkternes holdbarhed er, og hvordan det er med bortskaffelse?
Mange af tallene for din egen virksomhed har du givetvis allerede, men måske er de ikke samlet. Resten skal indsamles eller beregnes.
Trin 2
Indsamling af data
I trin 1 handler det om en screening, men når overblikket er dannet, er det tid til at omdanne estimaterne til reelle data. Derefter kan du få et reelt billede af virksomhedens forbrug af ressourcer.
Det handler om affaldssortering og genanvendelse, flow i miljøkæden og ikke mindst en miljøkortlægning over materialer der anvendes i produktion/drift.
Det kan godt lyde uoverskueligt at finde disse data, men det er det faktisk ikke. Med lidt hjælp og vejledning er det ret enkelt, og det giver tilmed en dybere indsigt i virksomhedens ressource-anvendelse.
Hvem ved - måske er der et par steder, hvor der også kan være ressource-besparelser.
Trin 3
Opstil mål
Næste skridt vil være at sætte mål, der harmonerer med, hvor I har det største aftryk, og hvad der har størst betydning for forretningen. Hvad ønsker I at opnå? Er det energiforbruget og CO2-udledningen, der skal ned? Skal transporten reduceres/optimeres? Skal I stille andre krav i forbindelse med indkøb? Eller evt. tænke i nye forretningsmodeller?
En certificering baseret på en internationalt anerkendt standard kan også være en mulighed. Hermed kan I dokumentere bæredygtighed og ofte få styr på leverandørkæden - afhængig af certificeringens karakter. Og så er certificeringer et ”kvalitetsstempel”, som er nemt at kommunikere.
Trin 4
Læg en ambitiøs, men realistisk plan
Læg en plan. Igen handler det om at være realistisk. Det vil sige, at det er de problemstillinger, der er mest relevante, som I vælger at arbejde med først - og ikke alt på én gang. Stadig ambitiøst – det skal gøre en værdifuld forskel, men planer og mål, som ingen på forhånd regner med, bliver heller ikke fulgt. Hellere gennemføre et løb på ti kilometer end planlægge et maraton og give op på forhånd.
Planen gør arbejdet konkret. Planen vil også vise, hvad I selv kan internt, og hvad I skal have eksterne konsulenter, rådgivere og samarbejdspartnere til at hjælpe med. Og husk, at det også skal være forretningsmæssigt sundt. Det handler jo om at sikre virksomhedens overlevelse.
Trin 5
Fortæl om din indsats for bæredygtighed
Og så må du gerne kommunikere om din indsats. Rapportér og dokumentér dine resultater og din rejse. Forhold dig til, hvad du gør og hvorfor. Når det bunder i valide data og mål, er det reelt. Og når du kommunikerer åbent og ærligt – transparent – om dit arbejde med bæredygtighed, kan du vinde sympati fra dine kunder. Dine medarbejdere vil også bedre kunne bidrage positivt, når de ved, hvad målet og planen er - samt resultatet heraf erstattes med samt bliver præsenteret for resultaterne.
Og her er det faktisk helt i orden at indrømme fejl. Hvis du har sat et mål, der er væsentligt – og som er baseret på realistiske planer ud fra konkrete tal og analyser, så kan det godt være, der er omstændigheder, som har forhindret, at du er nået helt i mål, men du er – forhåbentlig – nået noget af vejen og kan fortsætte i sporet. Det er OK, at resultatet ikke er perfekt – så længe det, I gør, er baseret på det aftryk, I har som virksomhed. Og så længe I vil og prøver. Og skulle der komme bump på vejen, retter I indsatsen til og fortsætter i sporet.