Etablerings- og iværksætterkontoordningen
Reglerne om opsparing efter reglerne om etablerings- eller iværksætterkontoordningen er en særdeles god ordning ved nyetablering eller for iværksættere.
For at opnå skattemæssigt fradrag skal der foretages indskud på en særlig konto i et pengeinstitut – kontoen benævnes ”etableringskonto” eller ”iværksætterkonto” alt efter hvilken ordningen, der anvendes. Indskuddet skal mindst udgøre DKK 5.000 årligt og være foretaget inden 15. maj året efter indkomstårets udløb. Det er således muligt at opnå fradrag i forbindelse med udfyldelse af selvangivelsen.
Indskuddet til en etableringskonto kan som udgangspunkt ikke overstige 60% af indskyderens lønindkomst m.v. Dog kan der altid indskydes DKK 250.000 årligt.
Værdien af det skattemæssige fradrag, som indskuddet berettiger til, afhænger af hvilken ordning der anvendes. Indskud efter etableringskontoordningen berettiger til fradrag i den skattepligtige indkomst (ligningsmæssigt fradrag). Skatteværdien af fradraget udgør derfor ca. 25%. Foretages indskuddet efter iværksætterkontoordningen, opnås der i stedet fradrag i den personlige indkomst (efter AM-bidrag), hvorfor denne blandt andet er interessant for højtlønnede.
De opsparede midler kan anvendes (hæves) til køb/dækning af:
- Skibe
- Aktier/anparter
- Dræningsanlæg
- Driftsomkostninger
- Goodwill, og andre immaterielle aktiver
- Retten ifølge en forpagtnings- eller lejekontrakt
- Bygninger og installationer, afskrivningsberettiget del
- Afskrivningsberettigede driftsmidler, maskiner og inventar
- Overførsel af de nævnte aktiver fra privat i forbindelse med – og efter – etablering
Anvendelse af ordningen
Indskuddene til etableringskontoen foretages typisk i årene op til forventet etablering. Der kan dog også foretages fradrag for indskud i etableringsåret og de fire efterfølgende indkomstår – såfremt hele det foregående års indskud er anvendt. Det er således en meget fleksibel ordning.
Hvis etablering af virksomhed eller køb af aktier sker i perioden fra 1. januar til 15. maj, kan der foretages fradrag efter reglerne, uden at beløbet behøver at blive bundet på en konto. Beløbsgrænsen og beregningsgrundlag følger de almindelige regler, som fremgår ovenfor.
Etableres en virksomhed eksempelvis 1. marts 2021, er det muligt i selvangivelsen for 2020 at foretage fradrag for etableringskonto på mindst DKK 250.000. Der opnås herved en umiddelbar positiv likviditetsvirkning af ordningen.
Etablering skal være sket senest ved udgangen af det indkomstår, hvor personen når folkepensionsalderen. Hvis indskuddet ikke er hævet inden fristen, vil der ske genbeskatning.
Vi hjælper gerne
Hos Beierholm kan vi hjælpe dig med at få en dybdegående indsigt i etablerings- og iværksætterkontoordningen og etableringskontoregler. Vores revisorer står til rådighed for at give en grundig vurdering af, hvilke økonomiske fordele du kan opnå ved at anvende en etableringskonto, samt hvad dette vil betyde i praksis.
Uanset om du er i opstartsfasen eller allerede driver en etableret virksomhed, kan vi rådgive dig om den mest fordelagtige strategi. Vi kan hjælpe dig med at forstå de skattemæssige konsekvenser og de potentielle besparelser, som ordningen kan medføre.
Kontakt din revisor eller skatteafdelingen i dag og hør nærmere.