Årsopgørelsen er på vej: Her er 7 ting, du bør kontrollere

Årsopgørelsen er for mange baseret alene på de automatiske indberetninger, der sker fra danske arbejdsgivere, banker og pensionsselskaber. Derfor vil det for de fleste ofte ikke være nødvendigt at foretage korrektioner. 

Alle har dog pligt til at gennemgå årsopgørelsen for at sikre, at denne er korrekt. Det er derfor altid en god idé at gå årsopgørelsen igennem og eventuelt få hjælp, hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende. Der er desuden en risiko for at gå glip af indtægt eller omvendt at få en skatteregning, hvis noget er registreret forkert.

 

Guide til årsopgørelsen 2024

Her fremhæver vi syv fokuspunkter, du som minimum bør kaste et ekstra blik på:

 

1) Ejendomsbeskatning

Boligskatterne forudses at komme til at dominere spørgsmålene og forståelsen af årsopgørelserne for 2024. 

2024 er første år, hvor de nye boligskatter, indefrysningslån og eventuelle tillægslån bliver en del af årsopgørelsen. Boligskatterne har generelt været præget af udfordringer relateret til systemets beregning af retvisende ejendomsvurdering, beregning af skatterabatter for ejendomme ejet inden 2024 samt tillægslån på de enkelte ejendomme, hvor skatterabatten ikke har været opgjort korrekt. Vi anbefaler derfor, at det kontrolleres om skatterabatten er opgjort korrekt, eller om der ved en fejl er stiftet et tillægslån på trods af, at lånet aktivt er fravalgt. 

I 2024 er boligskatterne i første omgang også beregnet på baggrund af en foreløbig 2022- eller 2023-vurdering. Når den endelige vurdering kommer, vil boligskatten for 2024 blive genberegnet og efterreguleret.

Vurderingsstyrelsen har udsendt en pressemeddelelse om mulige udfordringer, som du kan læse her: 

Pressemeddelelse: Årsopgørelsen er lige på trapperne – for første gang med alle boligskatter | Vurderingsstyrelsen

Der skal betales dansk ejendomsværdiskat af ejendomme i udlandet, dog kan lokalt betalte ejendomsskatter, der er baseret på ejendomsværdien, modregnes i den danske skat. Ejendomme i udlandet anskaffet efter 1. januar 2024 skal beregnes efter et nyt regelsæt, hvor der tages højde for prisudviklingen i 2024. Disse indekstal forventes først klar fra maj 2025.

 

2) Indtægter/fradrag

Det er altid en god idé at tjekke, at din indkomst passer med den løn, pensioner m.m., du har fået brutto (AM-indkomst) i 2024. Tjek også, at fradrag til f.eks. privat ratepension m.m. er registreret. 

Særligt skal det tjekkes, om du har betalt for meget ind på din private pension, idet dette vil begrænse dit fradrag på årsopgørelsen. For 2024 kan der maksimalt indbetales 63.100 kr. til ratepension. Hvis grænsen overskrides, kan du undgå at blive beskattet igen af udbetalingen ved at kræve det for meget indbetalte retur.

Du kan have ret til befordringsfradrag, hvis du har længere afstand til din arbejdsplads. Fradragets størrelse er blandt andet baseret på afstanden. I denne sammenhæng kan Skattestyrelsen have en mening om, hvilken rute, du skal anvende ved beregning af fradraget. 

Beierholm-vigtige-beløbsgrænser-bredformat

3) Servicefradraget

Selv om håndværkerfradraget er genindført i 2025, er det ikke en mulighed at få fradrag for håndværkerregningen for 2024.

I stedet er der fortsat servicefradrag, der giver fradrag for rengøring, børnepasning og havearbejde. Der kan fradrages maksimalt 11.900 kr. i 2024. Beløbet indberettes ikke til Skattestyrelsen, og du skal derfor selv medtage dem på din selvangivelse. 

Særligt er det vigtigt at være opmærksom på, at hver ægtefælle har egen bundgrænse. For optimal udnyttelse af servicefradraget op til i alt 23.800 kr. kræves det derfor, at hver ægtefælle medtager beløb op til bundgrænsen på sin selvangivelse. Der sker ikke automatisk overførsel til ægtefællen af den del af regningerne, der overstiger bundgrænsen.

 

4) Investeringer

Skattestyrelsen modtager information om alle værdipapirhandler foretaget gennem danske banker og Nordnet. Baseret på disse indberetninger beregnes blandt andet årets gevinst og tab ved salg af aktier. Vi anbefaler dog altid, at disse beregninger tjekkes. 

Hvis du har handlet aktier på en udenlandsk handelsplatform eller via en udenlandsk bank, har du selv pligt til at opgøre gevinster og tab og indberette det til Skattestyrelsen.

Du skal være særligt agtpågivende, hvis du har depot med værdipapirer i udlandet eller indestående på konti, for så har du pligt til at oplyse Skattestyrelsen herom. Særligt for værdipapirer kan du miste fradragsretten for tab, hvis Skattestyrelsen ikke rettidigt har modtaget oplysninger om købet, herunder oplysninger om antal, købstidspunkt og pris.

Investerer du frie midler i enkeltobligationer, er du skattepligtig af kursgevinsten og kan fradrage tab. Dog gælder der en bagatelgrænse på 2.000 kr. Det vil sige, at hvis summen af tab og gevinster er under 2000 kr. inklusiv eventuel valutaændring, så bortfalder beskatningen. Men er gevinster/tab på 2.000 kr. og derover, så udløses beskatning. Gevinster og tab opstår både ved køb og salg af enkeltobligationer og ved udtrækninger. Gevinster og tab bliver ikke beregnet automatisk af Skattestyrelsen.

 

5) Udlejning af sommerhus

Udlejes sommerhuset via bureau, kan der anvendes en skattefri bundgrænse, der for 2024 er på 46.100 kr. Dette gælder uanset om sommerhuset er beliggende i Danmark eller udlandet.

Udlejningsbureauet indberetter den samlede leje. Er lejeindtægten højere end bundgrænsen, skal der betales kapitalindkomstskat, der beregnes af 60 procent af det overskydende beløb. 

Bundgrænsen nedsættes til 12.700 kr., hvis udlejning foretages privat. Lejer du ud både via bureau og privat, gælder bundgrænsen for bureau-udlejningen, og der skal betales skat af 60 procent af privat lejeindtægt. Hvis indtægten fra udlejningsbureauets udlejning er mindre end bundfradraget ved privat udlejning på 12.700 kr., kan resten af bundfradraget fratrækkes den private udlejning, inden den skattepligtige indtægt beregnes.

 

6) Rejsefradraget på 25 procent eller 143,50 kr. for småfornødenheder

Dette fradrag lever lidt i det skjulte, men hvis du er på erhvervsmæssige rejser, kan du få et fradrag på 143,50 kr. per døgn til dækning af såkaldte småfornødenheder. Fradraget kan tages, hvis arbejdsgiver ikke dækker disse småfornødenheder. Samlet kan der maksimalt tages et fradrag i 2024 på 31.600 kr. for de udgifter, der afholdes på rejser.

 

7) Fradrag for velgørenhed

De fleste organisationer indberetter dine bidrag automatisk, så de overføres til din årsopgørelse. Men det sker ikke nødvendigvis, hvis du indbetaler mere spontant f.eks. via MobilePay.

Vi kan hjælpe

Hvis du har spørgsmål vedrørende skat eller har brug for finansiel rådgivning, kan du kontakte din daglige revisor eller en specialist i Beierholm.