Forhøjet afskrivningsgrundlag vender tilbage
Spørgsmål
Jeg har hørt, at det forhøjede afskrivningsgrundlag på driftsmidler indføres igen? Kan det passe?
Svar
Ja, det er rigtigt, at der er indgået en politisk aftale om, at man som erhvervsdrivende i perioden 1. januar 2025 til 31. december 2026 kan forhøje kostprisen og dermed det skattemæssige afskrivningsgrundlag med 108% ved investeringer i maskiner og inventar. Tidligere, fra 2020-2022, var det muligt at forhøje afskrivningsgrundlaget med 116%. Det er derfor en noget mindre skatterabat, der nu er opnået enighed om.
Det er dog, ligesom sidste gang, en betingelse, at der skal være tale om fabriksnye driftsmidler. Brugte driftsmidler er således ikke omfattet af det forhøjede afskrivningsgrundlag.
Der er ligeledes nogle aktiver, selvom de er fabriksnye, der ikke er omfattet af reglerne. Dette gælder personbiler og øvrige driftsmidler, der drives af brændsler. Vare- og lastbiler, busser, traktorer og entreprenørmaskiner er dog alle omfattet af reglerne, hvis de er eldrevet. Herudover er software, driftsmidler som afskrives som småaktiver, skibe, infrastrukturanlæg og visse andre driftsmidler med særlig lang levetid ikke omfattet.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal der, som tidligere, anvendes en særskilt saldo til de omfattede aktiver med tillæg på 108%. Sker der salg af de omfattede aktiver i perioden frem til udgangen af 2030, skal salgssummen forhøjes med 8%. Den særskilte saldo skal føres frem til afslutningen af indkomståret 2030. En eventuel restsaldo efter udløbet af 2030 skal blot sammenlægges med den almindelige saldo for øvrige driftsmidler.
Forhøjelsen vil dog kun give en skattebesparelse på DKK 1.760 for hver DKK 100.000, der investeres i de driftsmidler og inventar, der er omfattet af reglerne.
Der er allerede fremsat et lovforslag omkring reglerne, men det forventes først vedtaget senere på foråret. Reglerne forventes dog at gælde for anskaffelser allerede fra 1. januar 2025.
Dorte Sørensen