Håndværkerfradraget vender tilbage

Spørgsmål

Jeg synes, at jeg har hørt noget om, at håndværkerfradraget vender tilbage i 2025. Er det de tidligere regler, der indføres igen?

Svar

Ja, det er rigtigt, at fra 1. januar 2025 er det igen muligt at få håndværkerfradrag i Danmark. Dette fradrag, som blev afskaffet i 2022, genindføres nu i en grønnere version som en del af regeringens nye finanslovsaftale.

Håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget, også kendt som BoligJobordningen, giver boligejere mulighed for at trække udgifter til visse typer håndværksarbejde fra i skat. Formålet med fradraget er at fremme energibesparende forbedringer og klimasikring af boliger. Vær dog opmærksom på, at det kun er lønnen til håndværkere, der kan fratrækkes.

De nye regler for håndværkerfradraget i 2025 fokuserer på grønne istandsættelser. Fradraget kan bruges til energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring af hjemmet eller sommerhuset. Dette inkluderer for eksempel isolering, udskiftning af vinduer og installation af varmepumper.

Beløbsgrænsen for håndværkerfradraget er fastsat til DKK 8.600 pr. person pr. år enten i hjemmet eller i sommerhuset.

Servicefradraget, som også er en del af BoligJobordningen, er opjusteret til DKK 17.500 pr. person pr. år i 2025. Servicefradrag er blevet udvidet således, at dette nu også omfatter opgaver som træfældning, havearbejde, rensning af tagrender og installation af tyverialarmer. Desuden kan man få fradrag for reparation af hårde hvidevarer.

Det er vigtigt, at du gemmer alle kvitteringer og dokumentation for det udførte arbejde til brug for indberetning på selvangivelsen for 2025.

Dorte Sørensen