Told, når du rejser til udlandet

 

Spørgsmål

Jeg skal på en golftur til USA og planlægger at købe nye golfkøller derovre. Udstyret koster 8.500 kr., men hvordan skal jeg forholde mig til eventuel told, når det skal med hjem?

Svar

Når du shopper på en rejse uden for EU, er det vigtigt at være opmærksom på det samlede beløb, du bruger på f.eks. tøj, kosmetik og ting. Det er nemlig det samlede beløb, der er udslagsgivende for, hvad du eventuelt skal betale ekstra. 

Rejser du til Danmark fra et land uden for EU, skal du betale told, moms og eventuelle afgifter, hvis du samlet har købt varer for mere end:

  • 3.250 kr., hvis du ankommer til Danmark med fly eller skib
  • 2.250 kr., hvis du ankommer med andre transportformer.

I og med at værdien af dine varer overstiger 3.250 kr., som er grænsen for ankomst med fly, skal du betale told og moms af dine golfkøller.

Toldsatsen for golfkøller fra USA er på 2,7 procent, og dermed ser regnestykket således ud:

Værdi = 8.500 kr.

Toldsats 2,7 procent = 229,50 kr.

Momsbeløbet = 8.500 (vareværdien) + 229,50 (toldbeløbet) = 8.729,50 kr.

Moms = 2.182,37 kr. 

Du skal derfor betale 2.182,37 + 229,50 kr. ved ankomst til lufthavnen i Danmark. 

Toldstyrelsen vil bede dig fremlægge kvitteringer for dine køb, det er derfor vigtigt, at du gemmer kvitteringerne, så du kan dokumentere købet og betalingen. 

Grænsen på de 3.250 kr. gælder for én person. Det er yderligere en betingelse, at varerne er til personligt brug, og at de medbringes i den indskrevne bagage eller på den rejsende. 

Varer, der sælges samlet, vurderes samlet. Du kan altså ikke fordele golfkøllerne ud på eventuelle medrejsende for derved at komme under grænsebeløbet. Det gælder også, selvom disse personer ikke selv medbringer varer fra ferien. 

Når du ankommer i lufthavnen, er det vigtigt, du går igennem den røde udgang. Den indikerer, at du har købt varer, som du skal betale told og moms af. Vælger du ikke at angive dine varer i den røde kanal, men derimod går gennem den grønne udgang, vil du få en bøde. I dit tilfælde med golfkøllerne vil bøden være tilsvarende det beløb, du skulle have betalt i told og moms. Udover bøden skal du selvfølgelig også betale selve tolden og momsen.

Ved andre varetyper, f.eks. tobak, spiritus, guld, sølv og smykker er bøden to gange beløbet. 

Både ved ankomst via skib, lufthavn eller andet er det derfor vigtigt at henvende sig til toldekspeditionen, så du kan få angivet dine varer, og dermed betale den korrekte told og moms. Det gælder også, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du følger reglerne. 

Jeg ønsker dig en rigtig god rejse til USA.

Helle Johannsen