Får du kvalitet for pengene, når du investerer?
Det er en tilbagevendende problematik. Investeringsomkostninger er unødigt høje og uigennemsigtigheden ligeså. Senest har Finanstilsynet på baggrund af en aktuel undersøgelse af fem banker på ny flaget, at der er behov for forbedringer på området. Der mangler kort fortalt dokumentation for, at du som kunde modtager værdi i form af kvalitetsforbedrende service for den pris, du betaler for forvaltning af dine investeringer – særligt med fokus på den såkaldte formidlingsprovision.
Formidlingsprovision
Når du investerer via en fond eller investeringsforening, som vi kalder det herhjemme, så er det forbundet med omkostninger. Men selve driften af sådan en fond koster mellem 0,1-0,3 pct. om året, afhængigt af størrelsen og hvilken type, der er tale om. De resterende omkostninger, går til at genere overskud til ejerne af administrationsselskaberne og til formidlings(salgs)provision.
Den omtalte formidlingsprovision, som betales direkte til salgskanalen, det vil sige banken, er en stor del af de samlede omkostninger. Det er en løbende betaling, som mange investorer aldrig opdager, da den blot fratrækkes det afkast, som investorerne burde have. Og fordi den er mere eller mindre usynlig, og nemt kan blive til store årlige beløb, så er der langsomt kommet mere fokus på den.
I nogle lande, eksempelvis England og Holland, er den blevet ulovlig, men herhjemme lykkedes det en stærk finanslobby at holde fast i den. Dog blev det pålagt bankerne, at de ved modtagelse af denne betaling skal kunne påvise, at kunden faktisk modtager værdi for pengene – altså en kvalitetsforbedrende service, der står mål med det årlige beløb, der betales. Det har vist sig at være en svær regel at håndhæve.
Samtidig har bankerne bag investeringsforeningerne tilpasset deres omkostningsstruktur, så formidlingsprovisionen flere steder er blevet mindre. Men så har man i stedet hævet administrationsomkostningerne, der så også ender i bankerne via overskud på de selskaber, der administrerer investeringsforeningerne og som er ejet af bankerne.
Prisfordobling
Vi hører tit argumentet om, at omkostninger jo ikke er noget problem, så længe fondene gør det godt – underforstået, at der skulle være en sammenhæng mellem kvalitet og pris. Problemet er dog, at der ikke er tale om et prisfølsomt produkt, da det er svært at sammenligne på tværs af udbydere. Rigtig mange fonde sælges udelukkende på anbefaling fra banken og altså ikke som efterspørgsel fra investorerne selv.
Et af de mest klare eksempler på dette er, da LD Invest (der i dag hedder Maj Invest) for en del år tilbage var en mindre aktør, men med en række gode og billige børsnoterede investeringsforeninger. En fin investering på daværende tidspunkt med omkostninger på ca. 0,75 pct., hvilket var ca. halv pris af konkurrenterne.
Alligevel vækstede de ikke rigtigt, på trods af de gode produkter. De havde nemlig ikke formidlingsaftaler med bankerne, hvilket også var grunden til, at de kunne holde prisen nede. Men i et forsøg på at vækste, gik de samme vej som resten af markedet og tilbød 0,75 pct. om året til de banker, som ville sælge dem. Dermed blev prisen fordoblet.
Pludselig steg produktets popularitet, da bankernes effektive salgskanaler gjorde sit arbejde godt. Samme produkt, men dyrere og således dårligere for investor. Her bliver interessekonflikten mellem salg og rådgivning krystalklar. Hvis markedet fungerede, så skulle væksten være størst, da produkterne var både billige og gode.
Udbredt problematik
Et andet eksempel på prisdannelse i investeringsforeninger er på danske obligationer, som i mange år kostede 0,5-0,8 pct. årligt i omkostninger. Dengang var renten noget højere, så selvom du betalte mere end en halv procent i omkostninger, havde du stadig 3-5 pct. tilbage som investor. Uden den store risiko, og med udsigt til 1 pct. på indlånskontoen, var det ganske fornuftigt.
Da renterne faldt kraftigt, blev de høje omkostninger pludselig et problem, da det forventede afkast dermed også blev negativt. Dette blev bedst kendt som ”flexinvest- sagen”, hvor Danske Bank fik en bøde for at have solgt investeringsforeninger med et forventet afkast under 0 pct. – alt imens du kunne få 0 pct. på din indlånskonto. Problemet var dog langt fra isoleret til Danske bank, de øvrige banker fik bare ikke samme tur i møllen.
Efterfølgende blev omkostningerne på realkreditfondene sænket til 0,25-0,5 pct., som også er prisen nu. Det vidner om lange forudgående perioder med overpriser for at forvalte obligationer, og også her svarede overprisen til formidlingsprovisionen.
I det hele taget er det ikke en problematik isoleret til et enkelt investeringsprodukt. Det gælder også unoterede investeringer, som ejendomme, Private Equity etc. Det er en ”trillion dollar industry”, som Ludovic Phalippou, professor ved Oxford universitet, konkluderer i sin analyse af en række kapitalfondes indtjening og den dertilhørende uoverskuelige omkostningsstruktur.
Omkostningsniveauerne er generelt højere på unoterede aktiver, hvilket er reelt nok, da det kræver flere resurser at navigere i. Men der er altså kæmpe forskel på, om du skal aflevere to eller fire pct. om året. Og vi ser ofte meget store omkostninger allerede ved starten af investeringen, som har en meget stor indflydelse på dit endelige afkast af investeringen – så se dig godt for.
Hvad fortæller din omkostningsopgørelse?
Det lyder måske ikke af så meget med en omkostningsreduktion på en halv eller hel procent her og der, men afhængigt af din formues størrelse kan der altså blive tale om ikke ubetydelige beløb over årene. Så anbefalingen lyder helt klart, at du bør undersøge, hvad du betaler for dine investeringsløsninger – og om du får et produkt, der retfærdiggør prisen, du betaler.
Det kan desværre være svært at gennemskue, og mange investorer ved af gode grunde ikke, hvor meget de betaler. Vi ser dagligt eksempler i vores rådgivningsarbejde, hvor optimeringspotentialet er stort.
Du kan starte med kaste din opmærksomhed på den omkostningsopgørelse, du en gang om året modtager i din e-Boks, din netbank eller lignende. Du skal forvente, at på almindelige børsnoterede papirer koster det dig ca. 0,25-0,5 pct. at investere og yderligere ca. 0,25-0,5 pct. at få rådgivning. Og med det i tankerne bør dine samlede årlige omkostninger som udgangspunkt ikke overstige 0,5-1 pct. Gør de det, er der stor risiko for, at du betaler for meget. Du bør i hvert fald være opmærksom på, om du får en tilstrækkelig kvalitetsforbedrende service for pengene. Bemærk, at den kan være stillet til rådighed, uden du benytter den.
Stil krav om kvalitet
Det er vigtigt at slå fast, at der selvfølgelig findes gode alternativer og at vi i vores rådgivning også anbefaler brugen af lidt dyrere aktiv forvaltning i nogle sammenhænge. Det kan være i forbindelse med en bestemt aktivklasse eller et bestemt geografisk område, hvor det er påvist, at der leveres et højere afkast over længere tid. Men som udgangspunkt er god og omkostningseffektiv fond i de fleste tilfælde at foretrække. Og vælges en dyr aktiv forvaltning, skal der som minimum kunne dokumenteres, hvad de ekstra omkostninger egentlig bringer af merværdi.
Det betyder ikke, at billigt bare er bedst, men der skal være sammenhæng mellem kvalitet og pris både i forhold til produkter og service.
Vi hjælper også gerne dig
Har du spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Vi indleder altid gerne med en afklaring af dine ønsker og behov samt hvilken værdi, vores rådgivning kan tilføre dig og din økonomi.
