Kortlægning af en dobbelt væsentlighedsvurdering (DMA)
Men hvad gør en DMA så vigtigt?
CSRD kræver, at virksomheder ikke blot rapporterer, hvordan bæredygtighedsudfordringer påvirker deres økonomiske resultater, men også hvordan virksomhedens aktiviteter påvirker miljøet og samfundet.
DMA (Double Materiality Assessment) rækker dog langt ud over blot at opfylde lovkrav. Det giver et holistisk overblik over en virksomheds bæredygtighedspåvirkninger, risici og muligheder (IRO’er), hvilket hjælper virksomheder med at navigere i en verden præget af ESG-krav.
Gennem denne tilgang kan virksomheder fremme innovation, styrke deres modstandsdygtighed og skabe langsigtet værdi. I takt med at bæredygtighed bliver stadig vigtigere på globalt plan, er DMA blevet et strategisk værktøj for virksomheder, der ønsker at styrke forretningsudviklingen med bæredygtighed som et omdrejningspunkt.

Hvad er en dobbelt væsentlighedsvurdering (DMA)?
DMA er grundstenen i bæredygtighedsrapportering under de europæiske bæredygtighedsrapporteringsstandarder (ESRS). Denne vurderingsmetode tager fat i både virksomhedens økonomiske performance og dens indvirkning på miljø og samfund. Det giver en helhedsorienteret forståelse af, hvordan en virksomheds aktiviteter påvirker det omgivende samfund (impact materiality), og hvordan bæredygtighedsrelaterede risici og muligheder kan påvirke virksomhedens økonomi (financial materiality).
DMA bygger altså på to komplementære perspektiver:
- Impact Materiality: Denne dimension fokuserer på, hvordan virksomhedens aktiviteter påvirker omgivelserne – fra CO2-udledning til menneskerettigheder og biodiversitet.
- Financial Materiality: Denne dimension undersøger, hvordan eksterne bæredygtighedsproblemer, såsom klimaforandringer eller nye reguleringer, kan påvirke virksomhedens økonomiske resultater, herunder risici og muligheder.

Hvordan udføres en væsentlighedsvurdering?
At gennemføre en effektiv DMA kræver en struktureret tilgang. Selvom ESRS giver retningslinjer, er det EFRAG’s vejledning, der går mere i dybden med processen. Der er flere tilgange, men her er et eksempel på en typisk proces:
Start med at udarbejde en omfattende liste over emner, der kan være relevante for virksomheden. Dette kan ske ved at tage udgangspunkt i globale standarder, interessentfeedback og tendenser i markedet.
Når listen over relevante emner er på plads, vurderes hvert emnes betydning ud fra to perspektiver: Hvilken effekt har emnet på miljøet og samfundet, og hvilken økonomisk betydning har det for virksomheden?
Ved hjælp af en væsentlighedsmatrix kan emnerne rangordnes, så det står klart, hvilke der har den største indflydelse – både for miljøet og for forretningen.
For at sikre, at vurderingen er robust, valideres resultaterne gennem workshops med interne interessenter samt konsultationer med eksterne parter.
Endelig dokumenteres processen nøje, og resultaterne integreres i virksomhedens bæredygtighedsrapport.
Hvad gør et emne væsentligt?
Når man vurderer, hvad der skal inkluderes i en bæredygtighedsrapport, kræver det en balanceret dømmekraft. Det handler ikke blot om at følge standarder som en tjekliste, men om at forstå virksomhedens forretningsmodel i dybden. Det er vigtigt at identificere de nøgleaktiver, afhængigheder og risici, som har størst betydning for både virksomhedens økonomi og dens omdømme. En robust vurdering sikrer, at rapporteringen er både troværdig og meningsfuld for investorer og andre interessenter.
Elasticiteten i en dobbelt væsentlighedsvurdering
En af styrkerne ved DMA er dens elastiske karakter. Den er ikke statisk, men dynamisk, hvilket betyder, at det, der anses for væsentligt i dag, kan ændre sig i takt med nye risici, muligheder og forventninger. Denne dynamiske tilgang gør det muligt for virksomheder at justere deres væsentlighedsvurdering løbende og forblive relevante i en hurtigt foranderlig verden.
Et godt eksempel på dette er klimaforandringer. Det kan være, at et emne som plastforurening i dag ikke ses som økonomisk væsentligt for en virksomhed. Men med ændringer i reguleringer eller øget offentlig opmærksomhed kan dette hurtigt ændre sig og kræve en revideret væsentlighedsvurdering.

Kontinuerlig overvågning og interessentinddragelse: En nødvendig komponent
For at sikre, at væsentlige risici og muligheder ikke går ubemærket hen, er det afgørende, at virksomheder kontinuerligt overvåger udviklingen i markedet og engagerer sig med deres interessenter. Denne løbende dialog og overvågning giver virksomheder en konkurrencefordel, fordi de tidligt kan identificere nye ESG-trends og tilpasse sig.
DMA som strategisk værktøj
DMA er meget mere end blot en overholdelsesøvelse. Det er en strategisk ramme, der gør det muligt for virksomheder at få et omfattende billede af deres bæredygtighedspåvirkninger, risici og muligheder. Ved at forstå den dynamiske natur af væsentlighed og ved at udføre scenarieanalyser kan virksomheder forudse fremtidige påvirkninger og tilpasse deres strategier i overensstemmelse hermed. Denne proaktive tilgang reducerer ikke blot risici, men skaber også muligheder for innovation og værdiskabelse.
I sidste ende positionerer DMA virksomheder til ikke kun at overleve, men at trives i et forretningsmiljø, der i stigende grad kræver ansvarlighed og bæredygtighed. Ved at omfavne DMA kan virksomhederne sikre sig en stærk position i fremtidens bæredygtige økonomi, hvor langsigtet succes afhænger af både økonomisk og miljømæssig ansvarlighed.
Indlægget “Kortlægning af en dobbelt væsentlighedsvurdering (DMA): Nøglen til bæredygtig værdiskabelse” udgives i samarbejde med bestyrelsesnetværket AROS BOARD og den digitale platform for dataanalyse og business intelligence-løsninger, Solitwork. AROS BOARD og Solitwork dykker hver tredje uge ned i et aktuelt ESG-emne i en faglig artikel, der udgives til gode for AROS BOARDS netværk. Gennem vores gode partnerskab med Solitwork bidrager vi med faglige indsigter og gode råd fra vores erfarne rådgivere.
Pia Bylling-Westergaard er seniorkonsulent hos Beierholm Bæredygtighed med omfattende erfaring inden for bæredygtighedsstrategier, forretningsudvikling og implementering af ESG og CSRD-standarder. Med sin baggrund inden for forretningsudvikling i ind- og udland hjælper hun virksomheder med at integrere bæredygtighed i virksomhedens strategi – herunder dobbelt væsentlighedsvurdering og cirkulære koncepter.
Pia agerer desuden aktivt bestyrelsesmedlem og arbejder som censor i fagene Bæredygtig forretningsforståelse og ESG-rapportering ved Erhvervsakademi Aarhus. Hun er kendt for sin evne til at udarbejde værdiskabende løsninger, der fremmer grøn omstilling, partnerskaber og ansvarlighed.
Deltag i vores kommende webinar
Deltag i vores kommende gratis webinar “Biodiversitet i et værdikædeperspektiv (2/2)”, der finder sted den 6. maj kl. 8:15–9:00.
Webinaret er en del af vores månedlige serie ESG to the point, hvor vi gør komplekse ESG-emner konkrete og brugbare.