Der er fart på gazellerne – ny rekord, men også nye risici

Beierholm Børsen Gazelle.jpg
(Foto: Peter-Emil Witt, Børsen)

Fokus er i disse dage på fejring af gazellerne – og det med rette. De fortjener det. De mange dygtige danske vækstvirksomheder er blevet endnu flere og slår igen i år ny rekord. Gazellelisten 2023 tæller således hele 2.781 virksomheder, hvilket er 100 mere end sidste års rekord.

Det kalder på klapsalver. Men det er samtidig en anledning til, for en kort stund, at sænke farten og tjekke terrænet, gazellerne befinder sig i.

Forbered forretningen på det uforudsigelige

De seneste år har været præget af stor usikkerhed i forhold til geopolitik og makroøkonomi. Krig, kriser og pandemi har skabt stor uforudsigelighed og det er ikke blevet mindre vigtigt, at have styr på den økonomi, der er essentiel for at drive en sund virksomhed i vækst, fortæller partner og direktør i Beierholm Finansiel Rådgivning, Hans Peter Christensen.

”I mange år har vi været vant til en lav inflation, en lav rente og lave energipriser, og det har været relativt gunstige vilkår at drive virksomhed i. Ovenpå Corona så vi så nogle problemer med produktion af varer og forsyningskæder rundt omkring i verden. Det blev starten på den højere inflation, som så blev forværret af Ruslands invasion af Ukraine, der fik energipriserne til at eksplodere. Det er den verden, vi har måtte omstille os til. Med høj og svingende inflation og en rente på højeste niveau i mange år. Det er det, vi nu skal navigere og drive virksomhed i.”

Situationen gør det særligt vigtigt at have styr på, hvilke økonomiske risici du har i din virksomhed, og hvordan du minimerer disse. Som virksomhedsejer og investor bør du i den sammenhæng søge svar på fire spørgsmål.

Har du tilstrækkelig likviditet? Har du sikret dig de bedste finansieringsløsninger? Kender du din renterisiko? Og har du pricing power?

Finansiering og likviditet

For at kunne vækste virksomhed er det vigtigt at have styr på likviditet. Ofte kommer denne likviditet fra lånemuligheder, typisk i banken, men der findes også andre muligheder. Det er derfor afgørende, at du har styr på din finansiering og hvilke muligheder du har, og dermed sikrer dig det bedste udgangspunkt for fortsat vækst.

”Det du skal være opmærksom på, når du henvender dig til din bank eller andre udbydere, er at de kigger på udlånet til din virksomhed som et risikoelement. De har behov for at afdække deres samlede risiko ved at låne dig pengene og ud fra det tage stilling til, om de er trygge nok til at sige ja, samt hvilken pris du i så fald skal betale”, forklarer Hans Peter Christensen og uddyber.

”Prøv om du kan være på forkant, i forhold til den måde de tænker på. Find selv hullerne i osten i forhold til at låne din virksomhed penge, så du viser, du er bevidst om disse risici og har gjort tiltag for at afdække eller i det mindste minimere konsekvensen af dem. Det bidrager til større tryghed for långiver, som vil være mere tilbøjelig til at give dig de kreditfaciliteter, du har brug for, og til en bedre pris.”

Vi springer med gazellerne

Som den foretrukne revisions- og rådgivningsvirksomhed for mindre og mellemstore virksomheder er Beierholm tæt på Danmarks vækstvirksomheder. Som den betroede sparringspartner har vi erfaring fra mange forskellige vækstrejser og har dyb indsigt i de udfordringer og muligheder, der møder danske vækstvirksomheder.

Blandt andet derfor er Beierholm også Børsen Gazelle partner, hvilket vi i øvrigt har været siden 2014.
 

Det kan du læse mere om her.

Renterisiko

Det grundige forarbejde er særligt vigtigt i en periode som nu, hvor der viser sig uro på de finansielle markeder og i finanssektoren. Der er generelt mere fokus på forsigtighed og risikominimering og du må arbejde lidt mere for din finansiering.

En vigtig risiko for særligt meget kapitaltunge virksomheder, altså virksomheder med meget gæld, er renterisiko.

”Hvis renten stiger, får du en højere renteudgift, men du vil ofte også opleve, at de aktiver, du har i din virksomhed, bliver mindre værd, fordi renten er højere. Det gælder særligt ejendomme, men også andre aktiver. Så du bliver altså ramt dobbelt. Det kan derfor være en god ide at have låst renten fast. Både ud fra et likviditetsspørgsmål, idet du kender dine renteudgifter, men også fordi, det kan have en positiv effekt i forhold til din indfrielse af gæld, som bliver billigere, hvis du har låst renten fast. Har du et aktiv, der falder i værdi, giver det mulighed for, at noget af faldet afbødes idet din gæld også falder. Vi ser det typisk i ejendomme, hvor et 30-årigt fastforrentet obligationslån kan være med til at reducere væsentligt i gælden, hvis du har valgt det på det rigtige tidspunkt”, fortæller Hans Peter Christensen, inden han stiller næste spørgsmål – har din virksomhed pricing power?

Pricing power

Pricing power handler om muligheden for at videregive sine prisstigninger til sine kunder. Sidste år blev mange ramt på energipriserne og samtidig er prisen på flere typer af råvarer også steget. Det har udfordret mange virksomheder økonomisk. I skrivende stund er prispresset aftaget noget, men det begynder at ses i lønningerne i stedet og inflationen kan nemt komme igen.

”Oplever du som virksomhed, at du skal købe dyrere ind, uanset om det er energi, varer eller stigende lønninger? Og kan du hæve prisen og sende omkostningen til dine kunder og dermed bevare indtjeningen på dine varer? Det er det, pricing power handler om. Som virksomhedsejer bør du overveje, hvordan din pricing power er og om du kan gøre noget for at forbedre den. Hvis ikke du kan, skal du kigge endnu mere ind i, hvordan du forsøger at afdække risikoen for at din indkøbspris stiger. I den aktuelle situation, hvor priserne har ændret sig meget, er det vigtigt, at der er symmetri imellem de priser, du stiller til kunderne, og de priser, du køber ind til. Er det faste priser eller variable? Det skal hænge sammen”, siger Hans Peter Christensen og understreger.

”Uanset om du er virksomhedsejer eller investor, skal du kigge på, hvilke risici, der er i din virksomhed. Du skal forholde dig til, hvad der kan ske. Hvad sandsynligheden er, for at det sker. Og hvad betydningen heraf er, hvis det sker. Er det finansieringsomkostninger, kontrakter eller forsikringsforhold? Få overblik over, hvor du bliver ramt hårdest. Du er nødt til at gå det hele igennem og du er nødt til at gøre det, inden det sker. Det kan være for sent, hvis du først går i gang, efter verden har ændret sig.”