Er det dyrt at indfri et rentetilpasningslån?

En af disse er, at flekslån med længere binding end et år, f.eks. F5 med fem års rentebinding, er dyrere at indfri, hvis man vil ud af lånet, inden rentebindingsperioden udløber.

Det er sådan set korrekt, at der er en risiko for at lånet skal indfries til en overkurs, og man derved får et kurstab. Hvad der ofte glemmes i fortællingen er imidlertid, at man også har en chance for at lånet kan indfries til en underkurs, hvorved man får en kursgevinst. 

Faktum er, at man altid skal indfri et flekslån til den kurs, der er i markedet, fordi vi skal købe obligationerne tilbage fra investor, og i forhold til den kurs, man har optaget lånet til, så kan kursen både stige og falde.

Overkurs og underkurs

Om konsekvensen for låntager er en overkurs eller en underkurs afhænger af, hvad der er sket med renten, i perioden fra man har optaget lånet, til man vil indfri lånet.

Hvis renten er faldet, vil kurserne stige og derved vil man kunne indfri til en overkurs, og lånet vil blive ”dyrt” at indfri. Hvis renten derimod er steget vil kurserne falde og derved vil man kunne indfri sit lån og få en kursgevinst. 

Hvis man som låntager vurderer, at det mest sandsynlige scenarie er, at renten skal stige i den periode, man sikrer sit lån, så er der ikke den store risiko i at binde sit lån, selvom man måske skal indfri lånet i midten af perioden.

Kurstab eller kursgevinst svarer til den ændrede rente

Hvis vi skal gå lidt mere i dybden og se på, hvorfor obligationskurserne bevæger sig som de gør, så skal vi forstå, at den investor, der har købt obligationerne, hele tiden vurderer, hvad han alternativt kan få i rente, hvis han sælger obligationerne tilbage til os.

Lad os tage et aktuelt eksempel

Et F5 lån er i dag baseret på en 1 pct. obligationer, og det koster i dag 0,3 pct. i effektiv rente og kursen er 102,75.

Hvis en investor køber denne obligation, så ved han, at han får en effektiv rente på 0,3 pct., hvis han beholder obligationen til udløb om fem år.

Hvis renten dagen efter falder 0,2 pct., så vil den effektive rente for nye købere af obligationen være 0,1 pct. 

Vores obligationsinvestor står altså nu med en obligation, der giver ham 0,3 pct. i rente hvis han beholder den, men hvis han sælger den, og skal investere i en ny tilsvarende obligation, vil han kun få 0,1 pct.

Investors (markedets) kalkulation vil i det tilfælde være, at hvis obligationen sælges, så tabes der 0,2 pct. i fem år, hvilket svarer til ca. 1 pct. Det tab vil investor kompenseres for, og det sker ved at der kræves en højere kurs, som beløbsmæssigt svarer til den tabte rente.

For låntager kan man jo tilsvarende få et billigere lån, hvis man indfrier, så i bund og grund betaler man det samme for sit F5 lån (før skat), forskellen er bare om man betaler investor på en gang, ved at indfri eller om man betaler renten over fem år. (Betales som rente kan det trækkes fra i skat)

Tilsvarende vil det modsatte gøre sig gældende hvis renten stiger. Her vil investor have mulighed for at geninvestere til en højere rente, og han vil derfor være villig til at sælge obligationerne til en kurs, der er lavere end den lånet er optaget til.

Når du skal træffe dit valg

Det vigtigste parameter, når du skal vælge lån, er dit behov, og for at vide om et lån udfylder dit behov, er det vigtigt, at du kender hele historien om de forskellige lån.

En vigtig huskeregel er, at fordele og ulemper følges ad, når vi agerer på obligationsmarkedet, for der er altid en modpart, som kan lave de samme regnestykker som os.

Så hvis du bliver præsenteret for en fordel ved et lån, så er det altid en ulempe for investor, og det eneste du kan være sikker på, er at investor ikke tager den ulempe gratis. Så med din mulige fordel, følger der også en mulig ulempe, og omvendt.

Som den amerikanske økonom, Milton Friedman, sagde, ”There is no such thing as a free lunch”.