Uberettiget opsigelse koster arbejdsgiver dyrt

Baggrunden for sagen er, at kvinden på sin første arbejdsdag meddelte, at hun var gravid. På anden ansættelsesdag opstod der uenighed mellem kvinden og virksomhedsejeren.

Ejeren kom med forskellige beskyldninger om, at kvinden f.eks. kom for sent, talte i mobiltelefon og andre mindre ting. På tredjedagen sygemeldte kvinden sig med graviditetsbetinget kvalme og svimmelhed.

Efter sygemeldingen modtog hun samme dag en opsigelse med flere begrundelser – blandt andet ”manglende engagement”, ”manglende evne til at kommunikere på en velafbalanceret måde” og ”illoyal opførsel”.

Sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet, der vurderer, at arbejdsgiver ikke har løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke helt eller delvist er begrundet i graviditeten – også i betragtning af den tidsmæssige sammenhæng mellem graviditetsbetinget sygemelding og opsigelsen.

I sager om ligebehandling er der såkaldt omvendt bevisbyrde. Det betyder, at det ikke er den gravide, der skal bevise, at hun er opsagt på grund af graviditeten.

Det er derimod arbejdsgiver, der skal bevise, at graviditeten ikke har haft en betydning.

Nævnet tilkender kvinden en godtgørelse, der skønsmæssigt kan fastsættes til DKK 180.000 – seks måneders løn.

En klar anbefaling fra os i Beierholm Jura er, at en arbejdsgiver ikke sanktionerer en gravid uden at have søgt juridisk bistand.

Det er dyrt at fejle i disse sager.

Er du i tvivl, så kontakt din daglige revisor eller Beierholm Jura.