Vær opmærksom når legal selskabsejer dør
Erhvervsstyrelsen sender varsel om tvangsopløsning ud, hvis selskabet ikke registrerer en ny legal ejer inden for en kortere frist.
Dette varsel bliver sendt til selskabets e-Boks, men den elektroniske postkasse kan i nogle tilfælde være umulig at tilgå for arvingerne, før dødsboet er udlagt. Derfor risikerer man ikke at være opmærksom på, at den afdødes selskab kan blive tvangsopløst.
Ved tidligere eksempler har Erhvervsstyrelsen oversendt selskabet til skifteretten med henblik på tvangsopløsning cirka tre måneder efter dødsfaldet.
Det er derfor vigtigt, at skifteretsattesten fremskaffes så hurtigt som muligt, så ejerregistreringerne hos Erhvervsstyrelsen kan blive ændret.
Vær særligt opmærksom på, at hvis virksomheden indenfor de seneste fem år har været under tvangsopløsning ved skifteretten og bliver sendt til tvangsopløsning igen, kan virksomheden ikke genoptages jf. selskabslovens § 232, stk. 2.
Indberetning og registrering af den nye ejer skal ske via Virk.dk. Dog vil der i nogle tilfælde være behov for direkte kontakt til Erhvervsstyrelsen for at få gennemført registreringen.
Vi kan hjælpe
Har du brug for hjælp til registrering af ejerændringerne, eller er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig ved legal selskabsejers død, så kontakt din daglige revisor eller Beierholm Jura.