Er dine indlån optimalt placeret?

I en periode har sikre obligationer for mange været at foretrække, fremfor indlån der var uden mærkbar rente. Men nu er flere banker begyndt at betale en nogenlunde pris for indlån, og det giver anledning til at genoverveje, hvordan du bedst placerer din frie opsparing, så du får det bedst mulige afkast af dine penge.

Skift til en opsparingskonto

Den nemmeste løsning, men samtidig også den løsning, du får mindst ud af, er at lade din opsparing stå på din almindelige lønkonto eller tilsvarende driftskonto i en virksomhed. Her får du den laveste rente, hvis nogen overhovedet. For mange vil renten ved en sådan løsning være ca. 0,25 pct.
Med minimal indsats kan du allerede gøre en mærkbar forskel. Du skal blot undersøge om din bank tilbyder en opsparingskonto. Den vil typisk give en højere rente. Aktuelt lyder den på ca. 1,25-2,75 pct. afhængig af bank og beløbsstørrelse – samt en eventuel bindingsperiode på eksempelvis et halvt eller et helt år.
 

Beierholm-finansiel-rådgivning-opsparing.jpg

Overvej ny fond eller ny bank

Har du mod på at oppe din indsats yderligere, kan du sikre dig selv en rente på ca. 3-3,5 pct. Der er tre muligheder, som på hver sin måde er gode og med forskellige fordele og ulemper.

Du kan vælge at gå et skridt videre end kun at undersøge mulighederne hos din daglige bank og også afsøge mulighederne hos andre banker. Der findes flere banker, der giver væsentlig højere indlånsrente. Det er typisk online banker, der ikke har samme base af kunder med lønkonti og dermed billig indlån. Vær opmærksom på indskydergarantien på kr. 750.000 og at det nogle steder kun er rettet mod private opsparer og ikke virksomheder. 

En anden mulighed er, at du køber konkrete obligationer, som vil have en effektiv rente, der er lidt højere end selv de bedste indlånskonti. Her taler vi obligationer med meget lav risiko. Det kan være danske realkreditobligationer med kort løbetid og gerne med variabel rente, hvis det skal være så tæt på indlån som muligt. Der vil være en lille teoretisk risiko, ligesom der vil være lidt handelsomkostninger og arbejde med at få det sat i værk. Men er det større beløb og måske virksomhedsmidler, så kan det være besværet værd.

Et tredje alternativ er at bruge investeringsforeninger med korte realkreditobligationer. Det er lidt nemmere end selv at købe obligationerne. Og så er der kommet et nyt alternativ i form af fonden FairRENTE, som er en pengemarkedsfond med helt korte danske stats- og realkreditobligationer. Fonden er noget af det tætteste, du kommer på at være det samme som indlån, særligt hvis du vælger den kontoførende version. Her får du lav risiko, minimum binding og relativ nem håndtering. 

Renten er på niveau med de obligationer, som du selv vil kunne købe og ligesom i de andre investeringsforeninger, skal der også her fratrækkes lidt omkostninger på ca. en kvart procent. Men så er der stadig omkring 3,5 pct. tilbage med det nuværende renteniveau.
 

Lille indsats, stor fordel

Valget af løsning har effekt på din økonomi, og på sigt måske mere end du umiddelbart vurderer. 
Har du eksempelvis 100.000 kr. i indlån, kan du ved at skifte fra din almindelige lønkonto til en opsparingskonto typisk tjene 2.000 kr. årligt før skat. Ved at gå fra din almindelige lønkonto til en af de øvrige muligheder taler vi mere end 3.000 kr. – og er det i stedet en million kroner, snakker vi altså 30.000 kr. Og det vel at mærke med et lavt risikoniveau, som er mere eller mindre intakt.

Så der er altså god grund til at kigge dit set up igennem, nu hvor der er kommet lidt flere muligheder med den nye fond og øget konkurrence på markedet for indlån. 
 

Beierholm-finanisel-rådgivning-finansielle-udsigter.jpg

Se din økonomi som en helhed

Summa summarum er der flere forskellige muligheder, og for mange, der har kontantopsparing stående, kan det være nemt tjente penge. Men som altid skal du overveje, om det er rigtig at have opsparing så likvid, eller om nogle af pengene skal være mere langsigtede og investeres på anden vis med forventningen om et højere afkast.

Det kan for nogle også være relevant at gå med den mulighed der er for at spare penge gennem afvikling af bank- eller realkreditgæld – og dermed spare både rente og eventuel bidragssats. Det er nemt og reducerer samlet set din risiko. Vær opmærksom på, at hvis det ikke er en kredit, så skal du søge om at låne pengene igen med den risiko og låneomkostninger, det medfører. 

Det handler om at du ser på din økonomi som en helhed, der spiller sammen, og det handler om, hvornår du skal bruge pengene og hvor risikovillig, du er. Netop det er en vigtig beslutning, når du planlægger og optimerer din økonomi. 

Har du besluttet dig for, din opsparing skal være likvider, skal du sørge for at få mest muligt ud af dem, og holde det op imod, hvor meget du kan tjene i forhold til, hvad det det kræver af din tid for at gøre det. Lige nu er der en ekstra god anledning til at bruge lidt tid på at undersøge, om dine indlån er placeret optimalt.
 

Læs også